Mødested: Teknologisk Institut holder konference om grøn logistik den 25. september i Taastrup.
Klima- og energiminister Connie Hedegaard er hovedtaler, når Teknologisk Institut 25. september inviterer danske virksomheder, brancheorganisationer og foreninger til en konference om grøn logistik.
Ministeren lægger op til, at danskerne tager udfordringerne op med at tænke og handle energibevidst, så Danmark kan inspirere resten af verden og nå i mål med en klimaaftale, inden klimatopmødet i København til december næste år.
På konferencen vil danske virksomheder få rig mulighed for at blive klædt på til at komme i verdens søgelys, når COP15 rammer landet. Konferencen kaster lys på grøn logistik gennem flere forsyningsled og behandler det nye udenlandske begreb Carbon Footprint.
- Ambitionen med konferencen er at give logistik- og transportvirksomheder forskellige værktøjer til at tage et globalt miljøansvar samtidig med, at det gavner deres forretning, fortæller seniorkonsulent Palle Petersen fra Teknologisk Institut.
Konkrete budHan tilføjer, at deltagerne kan se frem til at få mange konkrete bud på, hvordan ledelsen - men også den enkelte medarbejder - selv kan gøre en forskel i hverdagen. Udover Connie Hedegaard vil ni oplægsholdere fra logistik- og transportbranchen give deres bud på, hvordan danske virksomheder kan opnå en grøn logistik og opnå økonomiske fordele i form af effektivitetsfremgange og omkostningsreduktioner.
Eksempelvis vil branchedirektør Michael Svane fra DI Transport sætte fokus på det nye værktøj ”Klimakompasset”, der giver virksomheder hjælp til at udvikle en plan, som fører til mindre udledning af CO2.
Deltagerne også får indblik i, hvordan Coop Danmark integrerer miljøhensyn ud fra markedsmæssige betingelser og bidrager til at påvirke samfundsudviklingen i en mere bæredygtig retning. Endvidere vil deltagerne få indblik i, hvordan Danish Crown arbejder med at leve op til kundernes miljøkrav.
Endelig får deltagerne på konferencen i Taastrup mulighed for at hente inspiration fra oplægsholdere fra Post Danmark, Alex Andersen Ølund A/S, Færch Plast, Aarstiderne og Volvo Danmark.
Man kan læse mere om arrangementet og indlægsholderne på www.teknologisk.dk