Fuld stop: Michael Svane advarer politikerne mod at indføre yderligere afgifter for at skaffe penge til infrastrukturen.
Af Gwyn NissenSpecielt på ét område har de europæiske politikere et fælles problem: Trængslen på de europæiske veje vokser og politikerne har svært ved at skaffe penge til de nødvendige investeringer.
- Der er ingen tvivl om, at blandt de finansinstrumenter, der kigges på, når der skal skaffes penge til infrastrukturen – også herhjemme i det nye ministerudvalg – er brugerbetaling, siger Michael Svane.
Han advarer danske politikere mod at gøre det samme som i udlandet:
- Man skal ikke bare pille lastbilerne og pålægge dem en række afgifter for at skaffe finansiering. Det er vigtigt, at kigge på, om afgifter er den rigtige måde at løse de trafikale problemer på. Samfundet står og falder med, at vi har en god og tilstrækkelig mobilitet for såvel personer som gods. Vi må ikke ende med at lave afgifter, som går ud over denne mobilitet – det vil straffe os effektivt.
Michael Svane opfordrer også til, at transportbranchen står sammen på tværs af transportformerne.
- Transportsystemerne hænger sammen og det vil ikke være gavnligt, hvis spørgsmålet om afgifts- og klimapolitik blev en ideologisk fejde mellem transportformerne. Den ansvarlige løsning går på tværs og vi skal finde en balance, hvor transporten stadig kan vokse med uden de uønskede bivirkninger ved transporten.
DI-direktøren understreger, at transporten i forvejen lægger mange penge i statskassen – mange flere, end politikerne i dag bruger på infrastrukturen.
- Så længe det er situationen, vil ekstra-afgifter være en svær pille at sluge for branchen, siger Michael Svane.
Han opfordrer politikerne, til at sætte skub i OPP-projekter, hvor det offentlige går sammen med private investorer:
- Den model har været sund og fornuftig i forbindelse med brobyggerierne, og jeg kunne forestille mig, at den kan anvendes på for eksempel havnetunnellerne i Århus og København, en Kattegat-bro eller andre projekter.
Infrastruktur koster penge, påpeger Michael Svane, men infrastruktur giver også pengene igen:
- I USA er der lavet beregninger, der viser, at hver gang du investerer en krone i infrastruktur, får du knap to kroner igen i samfundsværdi. Det regnestykke bør man holde sig for øje.