23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Effektivitet og logistik går hånd i hånd

Vækst-mulighed: Logistik er intelligent transport, påpeger DI-direktør Michael Svane, der ser store muligheder for danske transportvirksomheder.

Vækst-mulighed: Logistik er intelligent transport, påpeger DI-direktør Michael Svane, der ser store muligheder for danske transportvirksomheder.

Af Gwyn Nissen

Transportvirksomhederne står overfor yderligere effektiviseringer i de kommende år. Baggrunden er stagnationen i den globale økonomi samt ikke mindst den aktuelle klimadebat, der stiller transportsektoren overfor nye udfordringer.

- Vi vil opleve en væsentlig omlægning i virksomhedslandskabet. Der vil være de virksomheder, som køber op, de som går sammen med andre og så vil der være nogen, der får vanskeligt ved at klare sig i fremtiden, siger direktør i DI Transport Michael Svane.

Kravet om effektivitet kommer fra flere sider. Forhøjede brændstofpriser får branchen til at spare på de dyre dråber, men også transportkunderne står klar med skærpede krav til effektivitet og kvalitet – selvfølgelig til en fornuftig pris.

- Logistik er et kolossalt stort vækstområde for transportvirksomhederne. Det udfordrer virksomheder i deres måde, at optræde på markedet. Logistik er intelligent transport, hvor man skaber transportmæssige løsninger for kunder hvad enten det er en pakke, stykgods eller hellads-transporter, der skal flyttes. I logistikken bindes kundekrav, miljøkrav, økonomikrav og krav til kvalitet fornuftigt sammen. Man kan sige, at effektivitet og logistik er transportvækstens fætre, siger Michael Svane.

En mulighed

På den baggrund betegner Michael Svane klimadebatten som en mulighed og ikke kun en trussel.

Det er nemlig ikke kun politikerne, som sætter klimaet på dagsordenen. Også de store virksomheder sætter deres aftryk, ved at skele til klimabelastningen i alle led.

- Vi møder det også i investeringsmarkedet, hvor især de amerikanske pensionskasser stiller skrappere krav til klimastrategier og hvad virksomheder gør for at reducere belastningen, før de vil investere i dem, påpeger DI-direktøren.

Der er danske virksomheder, som allerede i dag får noget ud af, at de arbejder målbevidst for et bedre klima og samtidig har skabet et effektivt transportsystem.

Men der skal ikke mindst ske noget på købersiden, før den grønne transport for alvor slår igennem.

- I dag ser mange transportkøbere – også det offentlige i deres udbudsrunder - først på prisen og derefter på andre forhold som for eksempel miljø. Den udvikling skal vendes: Først skal de grundlæggende ting være i orden og virksomheden skal leve op til dem med punkt og prikke. Når det er på plads, så kan man begynde at kigge på prisen.

For danske transportvirksomheder gælder det om, at finde det rigtige afsæt.

- Det kan godt være svært, at være first-mover og være først på markedet – men der er ingen tvivl om, at er man no-mover, så vil man tabe markedsandel i de kommende år, vurderer Svane.

Integration

Udviklingen i retning af mere logistik vil ifølge Svane sætte yderligere skub i virksomhedslandskabet: Færre, men større virksomheder, der er i stand til at håndtere mere end én transportform.

- Det betyder også, at vi vil opleve en stigende integration af kunde og leverandør. Logistikvirksomheder har on-site managers i de store industrivirksomheder, og bag den fysiske transportkæden er en effektiv logistikkæde, der understøttes af datakæder, der giver oplysninger om alt fra hvor godset er kommet fra, hvornår det skal være fremme, om kvaliteten på for eksempel køl og så videre.

Michael Svane understreger, at det ikke kun er noget for de store transportvirksomheder.

- Det vil feje hen over hele branchen og der er ingen, der kan gemme sig for den udvikling. Og heller ingen, der bør gemme sig. Det at være en effektiv og dygtig logistikvirksomhed er ikke ensbetydende med, at man er stor. Men det stiller krav til, at virksomheden kan håndtere den teknologiske udvikling, og at virksomhederne har medarbejdere med de rigtige kvalifikationer, siger Michael Svane.

Den store verden

Der er ingen tvivl om, at vi i de kommende år vil se den økonomiske vækst stagnere – og det vil også påvirke transportsektoren.

- Til gengæld er der en pointe i, at desto større spredning man har, jo mindre sårbar er man. Går det skidt ét sted, går det bedre et andet, siger Michael Svane.

Men virksomheder har i mange år fået tudet ørerne fulde med, at de skal specialisere sig og ikke sprede sig?

- Sandt nok. Men det er vigtigt, at de ikke kun har én stor kunde, der sidder på 80 procent af arbejdet. Så er man alt for sårbar. Ved at etablere en bred kundeportefølje, gør virksomheden sig mindre sårbar. Det er ikke nyt, men det bliver ikke mindre vigtigt i fremtiden, vurderer Michael Svane.

Han ser også en fortsat internationalisering af transport- og speditionsbranchen.

- Og det handler ikke kun om mere trafik til Tyskland eller Norden, men derimod om, at vi får stadig flere internationalt orienterede spillere på markedet, som går på tværs af transportformer, på tværs af lande og kontinenter. Der er ingen tvivl om, at der fra kundernes side bliver et øget pres for at kunne levere flere ydelser fra samme leverandør. Derfor vil vi se en struktur med flere store, internationale virksomheder med en lang række mindre virksomheder som underleverandører, siger Michael Svane.

gwyn.nissen@transporttidende.com
BREAKING
{{ article.headline }}
0.078|instance-web02