Supply chain: Palle Petersen fra Teknologisk Institut ser en klar tendens i retning af, at virksomheder og transportører vokser endnu tættere sammen.
Af Gwyn NissenIndustrivirksomhederne er blevet mere opmærksomme på vigtigheden af, at have et flow og kvalitet på transportsiden. Det får dem til på samme tid, at overlade stadig flere opgaver til transportørerne, samtidig med, at transportvirksomhederne knyttes tættere til industrien.
- Industrien har snakket supply chain i mange år, men få har gjort noget ved det. Det er der ved at komme skred i nu, siger seniorkonsulent ved Teknologisk Institut og underviser på logistikskolen, cand.merc. Palle Petersen.
Vestas har for eksempel erkendt nødvendigheden af, at deres underleverandører skal med op i gear, hvis de skal kunne følge med de vækstmål, som vindmølleproducenten har sat sig.
- Transportvirksomhederne er blevet stadig mere integrerede i vindmølleproducentens forretning, siger Palle Petersen.
Ganske vist vil vi se stadig flere møller udskibes til havs –dels fordi vindmøllerne vokser fra i dag omkring 60 meter til helt op til 100 meter.
- De store møller skaber problemer på vejene og desuden koster det en bondegård med følgebiler osv., siger Palle Petersen. Men han understreger, at der uanset øget transport på søvejen, fortsat vil være et stigende behov for landevejstransport af vindmøller.
Opgaverne vender hjemPalle Petersen peger også på øgede transportopgaver som følge af, at arbejdspladser vender hjem til Europa efter i mange år at have været outsourcet til Kina og Asien.
Væksten i Kina sætter sit præg på lønningerne, så det ikke længere er så attraktivt, at flytte arbejdspladser til Kina – med mindre virksomhederne har et marked i Kina.
- Virksomhederne vil i stedet placere deres produktion i for eksempel Østeuropa, for at komme tættere på deres hjemmemarked igen. Det er lidt tabubelagt, fordi det for mange vil være et nederlag, at vende hjem, men vi ser en klar tendens. Ledelse og styring er ofte svært i Kina, og når outsourcing ikke har indfriet forventningerne, så vil produktion af halvfabrikata med fordel kunne trækkes hjem, vurderer Palle Petersen.
Flere store – og småI landevejstransporten vil branchen ifølge Palle Petersen opleve en fortsat konsolidering blandt virksomhederne – det vil sige en yderligere opsplitning af nogle få, meget store virksomheder og mange meget små firmaer.
- De mellemstore virksomheder vil få det meget svært, hvis ikke de forstår at indgå og samarbejde i netværk, siger Palle Petersen.
Mange transportvirksomheder har allerede samarbejdet i de seneste år, hvor branchen har haft mere end travlt.
- Det bliver spændende at se, om samarbejdet holder, nu hvor krybben – om ikke er tom – så har mindre at byde på. Indtil nu har der været et udmærket samarbejde, hvor virksomhederne har byttet gods, for at fylde bilerne, men der er en vis bekymring i branchen, om kollegerne nu begynder at stjæle kunder fra hinanden for at få noget at køre med, vurderer Petersen.
LogistikskolePalle Petersen er seniorkonsulent ved Teknologisk Institut og har gennem mere end 20 år undervist i logistikstyring, supply chain management, it mm. på logistikskolen.
Logistikskolen er en ni måneder lang uddannelse, hvor eleverne blandt andet lærer om traditionelle logistikværktøjer, moderne logistikbegreber, forretningsstrategier, flytning og opsplitning af produktionsprocesser.
Mere end 250 elever har gennemført uddannelsen til logistikteknolog, og et nyt hold har netop taget hul på et nyt skoleår, der byder på såvel klasseundervisning som fjernundervisning.
Eleverne er typisk medarbejdere, der har koordinerende funktioner eller indflydelse på logistikprocesser i deres virksomhed. Under studiet arbejder de projektorienteret med problemstillinger fra deres egen virksomhed.
gwyn.nissen@transporttidende.com