Selv om der - foreløbigt - ikke er afsat en eneste ekstra krone til infrastrukturinvesteringer på regeringens finanslovsforslag, så har finansministeren i forordet fremhævet regeringens kommende og længe ventede infrastrukturplan.
Dermed er spørgsmålet om fordelingen af de milliardinvesteringer på infrastruktur og finansieringen af investeringerne fået en prominent plads på de kommende måneders finanslovsforhandlinger.
Dansk Transport & Logistik DTL er tilfreds med, at det store forarbejde nu endelig bliver til konkrete planer for fremtidens danske infrastruktur. Men vognmandsorganisationer efterlyser større åbenhed om, hvor de mange milliarder skal komme fra.
- Det er skuffende, at der ikke er den mindste antydning af, om eller hvordan regeringen vil finde de helt nødvendige ekstra penge, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
- For DTL er der ikke tvivl om, at staten må spytte i kassen, og det er nærliggende allerede i 2009 at pege på de 2,3 mia. kroner, som regeringen ifølge finanslovsforslaget regner med at få i merindtægter fra Nordsøaktiviterne, der i øvrigt er på over 20 mia. kr. årligt. Merindtægterne fra Nordsøen er i øvrigt betalt af trafikanterne gennem særdeles høje benzin- og dieselpriser, påpeger Erik Østergaard.
DTL fremhæver også, at de løbende forhøjelser af brændstofafgifterne, som allerede er vedtaget og sat i værk, som udgangspunkt vil give staten merindtægter på samlet ca. 2 mia. kr. frem til 2015.
- I forvejen betaler vejtrafikanterne samlet tæt på 50 mia. kroner, hvoraf kun ca. en tredjedel går til investering og vedligeholdelse af det danske vejnet. Der burde derfor være et finansielt grundlag for at få oprettet en infrastrukturfond, der bliver en fond med nye, rigtige penge, og ikke bare en tom skal, så transporten kan få det løft, den trænger til i Danmark, siger Erik Østergaard.