23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Ipsen klarer alt - undtagen fisk

Alsidigt vognmandsfirma midt på Bornholm transporterer stort set alt.

Alsidigt vognmandsfirma midt på Bornholm transporterer stort set alt.

Af Finn Bjerremand

Vi transporterer alt undtagen fisk.

Så klart udtrykker Johnny Ipsen sig, når han skal svare på, hvad vognmandsfirmaet Lennart Ipsen i Østerlars på Bornholm beskæftiger sig med. Vognmandsfirmaet, der er ejet af hans mor Lisbeth Ipsen, udfører udelukkende transportopgaver på Bornholm – og det er ikke nemt, når forretningen begrænses af vand på alle sider.

Til gengæld er transportopgaverne mangeartede og derfor har virksomheden også en yderst fleksibel vognpark.

Vognparken omfatter 16 trækkende enheder, stort set alle opbygget med hejs. Tre af lastvognene kan dog også anvendes til trucking af firmaets egne trailere. Der er ganske enkelt lavet trækkeropbygninger med sættevognsskamler på hejseladsrammer, som kan trækkes op på lastvognene og dermed kan firmaet udføre transporter med egne trailere, når der er behov for at anvende trailere.

Vognmandsforretningen Lennart Ipsen kører f.eks. også med grise med bl.a. to dobbeltdækkere og får inden så længe leveret Danmarks første, helt lovlige fireakslede grisevogn med tre dæk.

- Hvis ikke den kan overholde højdereglerne om maksimalt fire meters højde, skal vi ikke have vognen, siger Johnny Ipsen.

Entreprenører

Virksomheden udfører også entreprenørarbejde med et par mindre gravemaskiner, slamsugning, transport af løsvarer, der kræver tippelad, så som korn og foderstoffer og transport af jord og grus samt affald med containere.

Virksomheden har også lastbilmonterede kraner, hvormed der udføres mange løfte- og montageopgaver. Endelig er der en god håndfuld, som kører fast for en tømmerhandel. Der er fem lastvogne, hvoraf de tre har fast lad mens de to øvrige er opbygget til veksellad. Alle er dog udstyret med kran til aflæsning ude på byggepladserne. Desuden kører en sjette lastvogn med et lukket lad stykgods for tømmerhandlen.

Tømmer på ladet

I perioder transporteres der også store mængder tømmer, og vognmandsfirmaet var under Trans Informs besøg netop i gang med at afslutte en større ordre med transport af tømmer fra skovene midt på Bornholm til udskibning på Rønne havn.

Til transport af tømmer har vognmandsfirmaet bl.a. en komplet tømmeropbygning inkl. kran på en kroghejsramme og en påhængsvogn opbygget til tømmertransport, så lastvognen kan udføre andet arbejde, når ikke der er tømmer som skal transporteres.

Fleksibilitet

Et andet billede på den store fleksibilitet i vognparken er en slamsuger, der er bygget op på en hejseladsramme med selvstændig motor, så slamsugeren faktisk kan stå og arbejde på en plads uden der er nogen lastvogn under rammen.

Johnny Ipsen siger til Trans Inform, at virksomheden ikke vil risikere, at stå med en slamsuger, som ikke kan fungere på grund af en fejl på lastvognschassiset:

- Derfor har vi valgt den lidt dyrere løsning og fået lavet opbygning på en selvstændig ramme, og det har vi aldrig fortrudt.

Vognmandsfirmaet går dog med tanker om også at køre udenfor Bornholm. Virksomheden samler nemlig affaldspapir fra kunder på Bornholm som skal transporteres til fastlandet, hvor papiret kan genbruges.

- Det giver nye udfordringer, som vi må prøve at leve op til lyder det fra Vognmandsfirmaet Lennart Ipsen.

Fleksibilitet er en nødvendighed på øen

Der stilles store krav til det materiel som indkøbes hos vognmandsfirmaet Lennart Ipsen i Østerlars. Ud over at have Danmarks første - og måske indtil videre eneste - kroghejs med sidetip, er firmaet også ene om at have en fireakslet lastvogn med tandembogie og stålaffjedring, som er forsynet med finsk bogielift til off-roadkørsel.

Det var Johnny Ipsen, der ønskede at få en fireakslet lastvogn med kroghejs. Det var sådan set også i orden med vognmanden, der er hans mor. Men fru Lisbeth Ipsen stillede dog det krav, at kroghejset også skulle kunne tippe til siden, for ikke at stå med et mindre fleksibelt køretøj.

Det lykkedes at få overtalt opbyggervirksomheden Jøni i Nordjylland til at konstruere en sådan løsning, som er yderst vellykket.

Der er tale om en MAN TGA 41.530 8x4, der er opbygget af Jøni i Åbybro med kroghejs og et lad, som kan sidetippe. Lastvognen er også udstyret med en finsk bogielift-løsning, som betyder at den bagerste aksel i tandembogien kan løftes med læs - en løsning, der er nødvendig ved igangsætninger i skoven en vinterdag med f.eks. 50 ton vogntogsvægt.

- Det er en rigtig god løsning. For at MAN ville være med til, at vognen blev udstyret med den finske bogielift, skulle vi vælge den kraftige tandembogie fra MAN, Johnny Ipsen.

Kroghejset fra Jøni er lavet med to små stempler i enderne af ladet, og da stemplerne ikke behøver at være så kraftige, tipper ladet meget hurtigt.

- En suveræn løsning som vi er meget glade for. Vi er nødt til at have fleksible køretøjer for at kunne udnytte materiellet optimalt, siger Johnny Ipsen.

Lisbeth er vognmanden

Den bornholmske vognmandsvirksomhed Lennart Ipsen er familieejet, men der er ikke gennemført nogen former for generationsskifte, selv om både sønnen Johnny Ipsen og datteren Dorthe Ipsen arbejder i vognmandsfirmaet som om de var medejere.

De har begge erhvervet sig vognmands-beviset og har desuden taget transportlederuddannelsen, så de er rustet til fremtiden. Men det er moderen, Lisbeth Ipsen, der er vognmanden.

Johnny Ipsen, der oprindelig er uddannet lastvognsmekaniker står for materiellet og den daglige drift, mens søsteren Dorthe Ipsen, der er uddannet kontorassistent, har fod på hele disponeringen og bogholderiet.

Deres mor Lisbeth Ipsen er vognmanden, som tager de store beslutninger. Siden vognmand Lennart Ipsen afgik ved døden for fire år siden, har Lisbeth Ipsen drevet virksomheden, som en enkeltmandsvirksomhed.

- Indtil videre er det mig, der er vognmanden, og så må vi jo se hvem af de to der viser interesse, for at gå ind i virksomheden som ejere når tiden kommer dertil, siger Lisbeth Ipsen.

Erfaring og ungdom

Succesen kommer ikke bare af sig selv, så når vognmandsfirmaet Lennart Ipsen i Østerlars klarer sig godt, skyldes det ikke mindste en god og stabil medarbejderstab.

Med 16 lastvogne, diverse materiel og masser af forskellige arbejdsopgaver er der altid behov for gode og fleksible medarbejdere. På Bornholm lider erhvervslivet under afvandringen af unge mennesker mellem 18 og 25, der ofte tager til det øvrige Danmark for at tage en uddannelse.

- Når så de begynder at stifte familie og få børn, vender en del dog tilbage til øen igen, fortæller Dorthe Ipsen.

På trods af dette har vognmandsfirmaet en medarbejderstab med en gennemsnitsalder på 38 år. Det betyder, at virksomheden dels har erfarne medarbejdere, dels er sikret mod at en række medarbejdere skal på pension i nærmeste fremtid.

Medlem af tre organisationer

Splittelsen i den danske vognmandsbranche har også ramt vognmandsfirmaet Lennart Ipsen.

- Vi er medlem af tre organisationer i dag, siger vognmand Lisbeth Ipsen. Det er DTL, ITD og DI, og lige nu føler vi, at vi er nødt til det. Den gamle lokale vognmandsforening som dækkede Bornholm er nemlig blevet nedlagt.

fba@transinform.com
BREAKING
{{ article.headline }}
0.12