Gynger og karruseller: Esbjerg satser på såvel offshore- som vindmølle-aktiviteter. Og det går forrygende, siger havnedirektøren.
Af Finn BruunEsbjerg Havn har held med at positionere sig som energi-havn.
- Vi har olieaktiviteterne og så har vi har faktisk to markeder i forbindelse vindmøllerne. Dels er der fuld gang i vindmølle-eksporten og dels er der installationen af hav-vindmølleparker, som der er enormt tryk på, siger direktør Ole Ingrich, Esbjerg Havn.
Der er både vindmølleparkerne ud for England og Horns Rev II vindmølleparken.
Det betyder, at der er mange special-fartøjer, som arbejder ud og ind af havnen, flydekraner, jackups, barges, specialskibe og så videre.
- Også i den traditionelle offshore-sektor med olie og gas felterne ser vi stor aktivitet. Der sker felt-udvidelser, og vi oplever, at der bliver foretaget meget store investeringer i Nordsøen i det hele taget.
- For selv om der udvindes mindre olie end tidligere, så er værdien af olien stadig stigende på grund af de høje priser. Det får helt naturligt aktivitetsniveauet til at gå i vejret, siger han.
Esbjerg har 270 virksomheder på havnen. Mange af dem er underleverandører til energiindustrien. Provianthandlere, smedevirksomheder, hydraulik, elektronik og så videre påvirkes af aktiviteterne.
- De har så gode tider i øjeblikket, at de mangler arbejdskraft – faglærte, håndværkere, ingeniører, siger Ingrich.
Mangler arbejdskraft- Så vi må sige, at der er rigtig meget gang i Esbjerg havn i øjeblikket, siger Ole Ingrich.
Esbjerg har landets laveste arbejdsløshed med under en procent.
- Og det skal vi jo bare være glade for og så arbejde med de flaskehalse, vi kan gøre noget ved. Det overordnede billede er særdeles positivt, fastslår han.
Esbjerg Havn har en masterplan fra 2004 med en horisont frem til 2015 og der er lagt investeringer frem på en lille milliard kroner.
- De første etaper er ved at være gennemført, og vi kan nu se, at det som bærer væksten ikke mindst er de investeringer, der er blevet foretaget som led i planen. Nye kajer, ny ramper og så videre.
Havnen har blandt andet investeret i tre nye, meget store mobilkraner – faktisk Skandinaviens største – især til lastning af vindmøller. Efterspørgsel efter dem har været god.
Samlet plusOle Ingrisch oplever absolut ingen afmatning hverken på olie- eller vindmølleaktiviteterne.
- Men hvis vi ser på den traditionelle transport i form af containere og trailere, som vi har meget af i Esbjerg havn, så er væksten aftaget. Udviklingen er faktisk flad lige nu, men der er ikke tale om tilbagegang, fastslår Ole Ingrisch.
Det næste større projekt for havnen er, at få bygget den sidste stump vej fra motorvejens afslutning og ned på havnen.
Esbjerg er i dialog med transportministeriet om udvidelsen, der er nødvendig. Dels fordi vi der er så mange specialtransporter i forbindelse med vindmøllerne, og dels har den nuværende to-sporede vej ind til Esbjerg ikke kapacitet nok.
- Jeg regner med, at vi får en aftale i løbet af efteråret om, at den nye vej kommer på Finansloven. Vi har haft en god dialog og et godt forløb, siger Ole Ingrisch, som hvis han gør gyngerne og karrusellerne op – energi-industrien og den traditionelle transport – ender med et klart plus:
- Havnen er i vækst. Og det fortsætter også i 2008, fastslår han.