23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Den glatte trailer

Det er ikke ufarligt at være lastvognschauffør. Det måtte en chauffør i 2000 sande, da han under en aflæsning gled bag i sin trailer og beskadigede sit knæ.

Det er ikke ufarligt at være lastvognschauffør. Det måtte en chauffør i 2000 sande, da han under en aflæsning gled bag i sin trailer og beskadigede sit knæ.

Chaufførens fald medførte efterfølgende en knæoperation og uarbejdsdygtighed i en længere periode. Det afgørende spørgsmål i denne sag var, om vognmanden skulle bære risikoen og dermed den økonomiske byrde for arbejdsskaden, eller om vognmanden havde taget korrekte forholdsregler og ansvaret derfor var chaufførens eget.

Som chauffør må man affinde sig med forskellige typer gods i lasten. Man skal være omstillingsparat og rede til at arbejde med varierende godstyper, når disse skal af- og pålæsses. Om denne omstillingsevne alene skal være op til den enkelte chauffør, eller om det også er vognmandens opgave at assistere chaufførerne med rådgivning og vejledning, skulle først Varde Byret og siden Vestre Landsret tage stilling til i nærværende sag.

Ferske og frosne fisk

Det var den ellers uskyldige kombination af ferske og frosne fisk, der gav anledningen til problemer i denne sag. Den blandede last skulle køres fra Padborg til Italien med løbende aflæsninger undervejs gennem Europa.

Fiskene blev naturligvis oplæsset adskilt i traileren ved henholdsvis 3-7 grader og minus 26 grader. Dette medførte, at isen hos de ferske fisk først smeltede, for sidenhen at fryse til grødis, så snart de ferske fisk var aflæsset og afskærmningen til de frosne fisk blev fjernet.

Det var netop denne grødis chaufføren gled i, hvorved han beskadigede menisken i sit ene knæ. Årsagen til chaufførens uheld skal findes i, at pap- og flamingokasserne med fisk sad i hårdt spænd i traileren. Derfor måtte chaufføren tage hårdt fat i løftevognen, da han skulle have den fastspændte kasse ud, som nu også var fastfrosset i gulvet. Uheldigvis gled han i grødisen og måtte tage turen hjem til Danmark med et slemt beskadiget knæ.

Konsekvenser

Meniskskaden fik alvorlige følger for chaufføren, som måtte lade sig operere kort efter hjemkomsten til Danmark.

Hans ansættelsesforhold blev opsagt umiddelbart efter skaden var sket og han måtte i første omgang selv bære de udgifter, han havde som følge af sin manglende arbejdsevne i perioden efter operationen. Disse pludselige ændringer i chaufførens liv efterlod ham i en dyb personlig krise og frustrationen over dette fik ham til at søge medicinsk såvel som juridisk hjælp.

I samarbejde med sin juridiske rådgiver tog chaufføren til genmæle overfor sin arbejdsgiver, som han mente måtte betale erstatning til chaufføren, idet der efter hans opfattelse var tale om en arbejdsskade, som arbejdsgiveren måtte bære ansvaret for.

Mangelfuld instruktion

For Varde Byret og Vestre Landsret gjorde den svækkede chauffør gældende, at vognmanden havde undladt at give en fyldestgørende instruktion om lasten og behandlingen af denne. Chaufføren havde ikke selv erfaring med fisketransport, idet han tidligere havde kørt mest med stykgods og pallevarer. Ifølge chaufførens forklaringer i retterne var der mange ting han ville have gjort anderledes, såfremt han dengang havde haft den viden om de risici, der er forbundet med denne form for blandet fisketransport, som han har i dag. Uheldigvis for chaufføren blev det dyre lærepenge, der skulle gøre ham denne erfaring rigere.

Som arbejdsgiver har man et grundlæggende ansvar for sine ansatte. Man skal drage omsorg for disse og sørge for, at arbejdspladsen er fornuftigt indrettet, så de ansatte kan udføre arbejdet med mindst mulige risici.

Standarden for indretningen varierer naturligvis efter, hvilken type arbejde der udføres og andre konkrete omstændigheder ved hver enkelt arbejdsplads. Derfor måtte retten i denne sag tage konkret stilling til, hvorvidt vognmanden havde taget de nødvendige skridt for at forberede chaufføren til transporten.

Uenighed

Chaufføren gjorde under sagen gældende, at det pågældende arbejde ikke var planlagt, tilrettelagt eller blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet arbejdet foregik på en sådan måde, at chaufføren på en ufyldestgørende måde skulle arbejde med lasten.

Desuden mente han ikke, at arbejdsstedet var indrettet sikkerhedsmæssigt forsvarligt, henset til det isglatte gulv. Slutteligt kritiserede chaufføren også det manglende tilsyn fra vognmandens side.

Vognmanden var uenig i denne vurdering og fastslog, at der var skridsikkert gulv i traileren, ligesom det faktum, at chaufføren havde stor erfaring i eksportkørsel, nedsatte vognmandens instruktionspligt.

Klare anvisninger

Retten tog et klart standpunkt i sagen og klargjorde tydeligt, hvad der kan betragtes som minimumskrav til arbejdsgiveren. Ifølge Landsretten påhviler det arbejdsgiveren at sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.

Arbejdsgiveren burde have indset risikoen for, at der ved kørsel med ferske og frosne fisk blev glat på gulvet. Ved at undlade at træffe forholdsregler til imødegåelse af risikoen for fald på det glatte gulv, f.eks. ved at sikre sig, at der var mulighed for afdækning eller ved at instruere chaufføren om rengøring af gulvet og forsyne ham med hjælpemidler hertil, har vognmanden som arbejdsgiver pådraget sig erstatningsansvar for chaufførens tabte arbejdsfortjeneste.

Retten vurderede samtidig, at chaufføren ikke havde udvist egen skyld, ud fra den betragtning, at han ikke tidligere havde kørt med fisk.

Instruktionspligt

Dommen viser tydeligt, at vognmanden skal tage sin instruktionspligt alvorligt. Naturligvis er langt de fleste chauffører erfarne og rutinerede i forhold til de fleste opgaver, men som dommen viser, kan man altså som vognmand ifalde erstatningsansvar – selv over for en erfaren chauffør – hvis man ikke til fulde har sørget for fuldt forsvarlige sundheds- og sikkerhedsforhold.

Det kan være ubelejligt og tidskrævende at tage disse forbehold, men i det lange løb kan det vise sig at være særdeles rentabelt.

Som et kuriosum kan endvidere nævnes, at man som chauffør naturligvis selv må sørge for at holde sig oplyst og selv være opsøgende i forhold til sit arbejde. Man vil udvise egen skyld, hvis man ikke selv gør en aktiv indsats for at tage ansvar for sit eget arbejde og holde sig orienteret om de konkrete risici, der er forbundet med den enkelte opgave.

Det er i dette spændingsfelt mellem behørig instruktion og opsøgende medarbejdere, at den rette balancegang skal findes.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094