Sidste års containerfremgang på CMP er fortsat i 2008.
Copenhagen-Malmö Port er på vej til ny rekord på containeromsætningen. For første gang nogen sinde gik der i de første seks måneder af 2008 mere end 100.000 TEU over kaj.
Den dansk-svenske havnekoncern satte containerrekord sidste år, hvor omsætningen steg med 10 procent til 192.000 TEU.
- Der er næppe tvivl om, at når hele året er omme, så vil der være sat en ny rekord, beretter Søren Balken Petersen, der er marketingskoordinator i CMP.
Det er ikke bare antallet af containere, der stiger. Der er også flere kunder som besejler CMP med egen containertonnage.
- Unifeeder er stadig vores gode og absolut største containerkunde, men i den seneste tid har OOCL, Team Lines, Holland Maas samt Tschudi Lines valg at kalde direkte, forklarer Søren Balken Petersen.