Transportudstillingen Lastbil 2008 åbner i morgen på udstillingsområdet Elmia ved Jönköping.
Arrangørerne forventer, at der kommer ca. 40.000 besøgende, omfattende såvel chauffører, som vognmænd og andre aktører.
Ud over at være den største nordiske udstilling i år, er det også en vigtig politisk mødeplads, hvilket bl.a. kan ses af, at infrastrukturminister Åsa Torstensson har indbudt til en åben konference, hvor der er sat fokus på fremtidens transportløsninger.
Under udstillingen vil der blive fremlagt forslag om såkaldte ”grønne transportkorridorer” og der vil blive afholdt forskellige konferencer, som f.eks. fremlæggelsen af hvordan en ny km-skat vil kunne indføres i Sverige med virkning fra 2011.
Et andet emne, der debatteres er skovindustriens transporter – et område, hvor afmatning truer.
Udstillingen fylder mere end 70.000 m2, hvilket er rekord, og alle de store aktører er til stede. Samtidig med Lastbil 2008 afvikles også Redningsmessen - så der er virkelig meget at se på.