Michael Gundelach Pedersen, der er udlært lastvognsmekaniker hos Iveco, blev hædret med det Massmannske Legats Sølvmedalje på Københavns Rådhus.
Overrækkelsen af sølvmedaljen, der er den højeste udmærkelse man kan modtage som mekaniker, foregik under overværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Prins Henrik, der på billedet ses lykønske Michael Gundelach Pedersen med den fornemme hæder.
Michael Gundelach Pedersen var den eneste lastvognsmekaniker, der modtog medalje fra det Massmannske Legat - som støtter særligt dygtige nyuddannede håndværkssvende – ved Haandværkerforeningens årlige medaljeoverrækkelse.
Michael Gundelach Pedersen blev indstillet til medaljen som følge af, at han havde opnået
væsentligt højere karakterer end gennemsnittet samt udvist meget høj seriøsitet og
dygtighed i forbindelse med sin uddannelse.
- Jeg havde især 2 lærere på TEC Lyngby, der var virkelig dygtige og som gav mig stor
interessere for faget – og derved motiverede mig til at gøre en ekstra indsats. På værkstedet (Iveco København, Red.) gik jeg sammen med et par dygtige svende, som virkelig kunne lære fra sig, fortæller
Michael G. Pedersen, der også fremhæver værkstedets vilje til at give selvstændige medarbejdere nye udfordringer.
Michael Gundelach Pedersen er nu ansat som Teknisk Supporter i Ivecos Tekniske Help Desk, hvor han blandt andet træner og rådgiver medarbejdere fra Ivecos værksteder i Danmark, Sverige og Norge.