Den midtjyske vognmand Benny Ramsdal, der driver BR Transport i Bording, har købt et komplet vogntog.
Det består af en nye Kel-Berg 54m3 tippeladstrailer, samt en ny treakslet DAF trækker af typen XF 105.510. Den nye trækker er bygget op med en fast Jost skammel og fuld dørkplade afdækning over chassis bag førerhuset.
Indvendigt er den nye lastvogn bl.a. udstyret med et 45 l. køleskab, kaffemaskine, walkie, dvd-afspiller med 17 tommers fladskærm med tekst-tv og fjernbetjening. Der er også tænkt på den kolde tid og vognen er derfor også udstyret med et Eberspächer vandfyr med timer.
Traileren er 54 kubikmeter med længdevanger opsvejset i I-profil, hvilket gør chassiset ekstra stabilt. Totalvægten er på 40 tons og traileren er udstyret med 3 BPW aksler udstyret med skivebremser og ophængt med BPW luftaffjedring. Kassen er fremstillet i 40 mm aluminiumsprofiler med tværvanger under bunden af aluminium U-profil.
Bagklappen er monteret udvendig og tophængt, hvor tophængslerne er flyttet 300 mm frem, for at give yderligere 15% større åbning ved aflæsning.
Det nye vogntog er leveret af Lastas i Hedensted.