DSV Miljø-koncernen overtager Östgötafrakt AB med afdelinger i Linköping, Mjölby, Motala og Norrköping.
Det skriver det svenske netmedie Transportnet.se. DSV Miljø har tidligere afgivet et bud på selskabet og for kort tid siden viste det sig, at tæt på hele aktionærkredsen i Östgötafrakt AB har sagt ja tak til at sælge sine aktier til det danske transportselskab.
Inden handlen kan falde på plads skal den dog godkendes af det svenske Konkurrensverket – denne afgørelse forventes dog at være på plads inden for kort tid.
– Fra DSV Miljøs side er vi meget glade for at kunne overtage et så velfungerende selskab med en stærk position på såvel transportmarkedet som indenfor entreprenørsiden i Östergötland i Sverige, siger den ordførende i DSV Miljøs svenske selskab Alf Karlsson.
Overtagelsen vil blandt andet kunne give synenergieffekter med det DSV Miljø-ejede RGS 90s i Norrköping.
Östgötafrakt AB er et af Sveriges største vognmandsejede transportfirmaer – de såkaldte LBC selskaber (LBC står for LastBilCentral). Ejerkredsen omfatter 215 delejere, der tilsammen råder over en vognpark på ca. 400 lastvogne og tilhørende påhængskøretøjer samt mere end 200 entreprenørmaskiner.
I det seneste regnskabsår havde selskabet en omsætning på ca. 617 mio. svenske kroner – en stigning på cirka 60 mio. sek. i forhold til året før.