Ny Volvo til RL Skovservice.
RL Skovservice, der bor ved Them, har altid arbejdet i skoven og derfor ved firmaet, at det er hårdt arbejde for materiellet, der skal være konstrueret til opgaven for at det kan holde.
Firmaet, der beskæftiger sig med skoventrepriser, består af et hold på 8 fastansatte medarbejdere - og væsentlig flere, når sæsonen står på skovning af juletræer.
Det var nærliggende, at købe en kraftig lastvogn, der kan klare udfordringerne, da firmaet forleden skulle have en ny lastvogn. Valget faldt på en ny Volvo FH16 6X2 udstyret med den kraftige 16 liters motor på 660 hk og Volvo I-shift gearkasse.
Opbygningen består af et hejselad fra Sawo Multilift med joystik for hurtig og let manøvrering. Den omfattende udstyrspakke, omfatter både Timeguide, Possio Fax, tv, vægt/akseltryksmåler på både forvogn og påhængsvogn. Der er også trucknavigation på pop-up skærmen fra Volvo, som sikrer at der hurtigt kan findes vej. Indvendigt har chaufføren stået for udsmykningen som består af specialdesignet plys og smagfulde gardiner.
Sikkerhedsudstyr er også blevet prioriteret højt på lastbilen. Der er både hillstart, der sikrer igangsætning på skrånende terræn uden at vognen ruller tilbage, sporassistent, som holder øje med striberne på vejen og dermed er med til at sikre den korrekte placering på kørebanen. Den aktive fartpilot er også udstyret med ACC, der afpasser afstanden til forankørende og i kritiske situationer aktiverer bremserne. Den nye Volvo er leveret af Skifter Lastbil A/S i Herning.
Efter sommerferien får RL Skovservice desuden leveret en ny Jonsered skovkran med fastmonteret kabine, der også har en del udstyr så dagens strabadser kan klares, bl.a. walkie-talkie, aircondition, kabinevarmer m.v.