Vognmand kommenterer redaktørs udfald mod lastvognschauffører.
I forbindelse med et uheld på Vejlefjordbroen i forrige uge, hvor et lastvognstog ramte et andet lastvognstog, er Vejle Amts Folkeblads forsideredaktør Morten Guldberg kommet med et voldsomt udfald mod lastvognschauffører. Avis-klummen har desuden affødt en kommentar fra vognmand Jørgen Jensen, Juelsminde.
Under overskriften ”Hårdere straffe til hensynsløse chauffører” skriver redaktøren blandt andet: ”Bag rattet i en lastbil er konsekvenserne ved et uheld til at overse. Chaufføren sidder fysisk trygt beskyttet i sin kabine, og han skal dømmes i virkelige grove ulykker for at miste kørekort og levebrød. Måske er det årsagen til, at lastbilchauffører kører længere end forsvarligt mellem hvilepauserne, kører jævnligt over fartgrænsen på 80 km/t på motorvejen og dropper toiletrastepladsen for i stedet at smide flasker fyldt med urin ud i rabatten.
Forsideredaktøren skriver, at det ”selvfølgelig er urimeligt at generalisere. Der findes sikkert masser af hensynsfulde lastbilchauffører i Danmark. Men der er alt for mange hensynsløse, som øger ulykkesrisikoen og skaber alt for mange forsinkelser på et i forvejen overbelastet vejnet.
Chauffører er presset på indtjeningen, og det får dem måske til at tage unødvendige chancer på vejene. Det er et arbejdsmarkedsspørgsmål. Politikere, politi og domstole kan til gengæld skærpe konsekvenserne for tunge trafikanter med rådden kørekultur. Med øget kontrol og hårdere straffen kan vi markere, at vi ikke gider bære hverken de fysiske eller økonomiske konsekvenser af hensynsløs lastbilkørsel.”
Vognmand tager til genmæleVognmand Jørgen Jensen, Juelsminde, siger til TTN, mener, at redaktøren gør chaufføren til prygelknabe og et forsvarsløst offer i medierne.
- Ingen chauffører eller andre trafikanter for den sags skyld, kører på vejene med det formål, at skabe uheld. Og skal man efter redaktørens mening til at have skærpede straffe afhængig af ens erhverv og køretøjets størrelse, er vi da langt ude, siger Jørgen Jensen.
- Når et uheld som det omtalte indtræffer, kan man da kun glæde sig over, at det ikke medførte dødsfald. Men i stedet for at angribe chaufførerne, var det mere på sin plads, at gøre Vejdirektoratet og vore politikere ansvarlige. Et uheld er oftest som her et sammenfald af uheldige omstændigheder, hvor den første fejl ligger i vejens dimensioner. I modsætning til de lande vi sammenligner os med, er vores nødspor jo alt for smalle til, at man uden fare for den øvrige trafik, kan holde med et havareret køretøj, siger Jørgen Jensen.
I avis-klummen peger redaktøren desuden på de samfundsmæssige omkostninger ved et sådant uheld. Men også den holdning returnerer Jørgen Jensen:
- Transportbranchen lider hver dag store tab på grund af manglende fremkommelighed som til dels skyldes den megen unødige personbilstrafik, underdimensionerede veje mv., påpeger vognmanden.