På trods af et bedre halvårsresultat, forventer Øresundsbro Konsortiet et dårligere resultatet for hele 2008.
Trafikken voksede med 10 procent i første halvår 2008, hvilket er det hidtil laveste tal for et første halvår. Forklaringen er dels en ekstrem god trafikudvikling i første halvår 2007 (19 procent), dels en kraftig konjunkturopbremsning i Sverige og Danmark.
- Vi forventede en lavere vækst i trafikken og trafikindtægterne i 2008, sammenlignet med 2007. Men afmatningen er gået hurtigere end ventet på grund af den økonomiske udvikling i vores omverden, siger Øresundsbro Konsortiets administrerende direktør, Caroline Ullman-Hammer.
Trafikindtægterne voksede med 10 procent til 468,2 mio. kroner, mens driftsomkostningerne er faldet med 8 procent til 145,5 mio. DKK.
Resultatet før afskrivninger og finansielle poster blev et overskud på 552,8 mio. kroner.
Nettofinansieringsomkostningerne var uforandret 387,8 mio. kroner til trods for, at renteniveauet i Europa er steget. Det skyldes, at Øresundsbro Konsortiets gæld på næsten 20 milliarder kroner for en stor del er rentesikret ved hjælp af finansielle instrumenter. Da en del af konsortiets lån er inflationsindekserede må det dog forventes, at nettofinansieringsomkostningerne stiger i 2. halvår som følge af den øgede inflation.
Resultatet før værdijustering var et underskud på 5,1 mio. kroner - en forbedring på cirka 60 mio. kroner sammenlignet med første halvår 2007.