23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Mindre appetit på nye lastbiler

IAA i Hannover: Rekordåret 2007 afløst af mere forsigtig vækst – men stor forskel mellem verdensdelene.

IAA i Hannover: Rekordåret 2007 afløst af mere forsigtig vækst – men stor forskel mellem verdensdelene.





Af Lars Lassen

Europæisk bilindustri kan se frem til en lille fremgang i salget af lastvogne i Europa i 2008 på to procent. I førte halvår steg afsætningen faktisk med 12 procent, men industriens egne prognoser spår en opbremsning i andet halvår.

Men den lille stigning sikrer faktisk europæisk bilindustri rekordproduktion for 7. år i træk med 543.000 kommercielle køretøjer over seks tons totalvægt.

Væksten i van-segmentet bliver dog formentlig negativ med et fald på tre procent i produktionen i de første fem måneder i år. En tendens, der forventes at fortsætte. Der forventes dog stadig afsat over to millioner køretøjer i den lette ende.

Højt niveau

Formanden for den tyske bilindustris brancheorganisation Matthias Wissmann betegner dog udviklingen som en forventelig normalisering efter flere års kraftig vækst.

- Salget af lette kommercielle køretøjer ligger fortsat 30 procent over gennemsnittet i de senere år og salget af lastvogne har kurs mod ny rekord, sagde Matthias Wissmann.

Der er betydelig forskel på, hvor i Europa de mange køretøjer sælges. Det er især de nye EU-lande, der trækker opad. I 2007 steg salget her med hele 26 procent. Salget vokser i 2008 dog i lidt mere adstadigt tempo med en vækst på 17 procent.

Vækstraterne er markant lavere i Vesteuropa, hvor der dog også er betydelige forskelle fra land til land.

Nordamerika

Den økonomiske krise i USA har naturligvis sat sig tydelige spor i salget af kommercielle køretøjer. Salget af tunge køretøjer er i første halvår 2008 faldet med 25 procent, mens køretøjer i mellemvægtsklassen er faldet med 19 procent.

Der forventes en bedring i salget i andet halvår og næste år – blandt andet fordi der indføres nye og strammere emissionskrav i USA i 2010.

Asien

Væksten i Asien er – bortset fra Japan – stadig oppe på høje nagler. Salget af kommercielle køretøjer i Kina er steget med 37 procent indtil maj i år. En stigningstakt, der omtrent svarer til væksten i 2006. Der forventes dog et fald i den kinesiske appetit på nye arbejdsbiler, når OL slutter.

Den utrolige kinesiske vækst blev sidste år faktisk overgået af Rusland, hvor afsætningen af kommercielle køretøjer steg med 48 procent. Her har afmatningen nu også sat sig spor, da salget i år kun forventes at stige med mere normale 14 procent.

Sydamerika trodser tendensen. Her steg salget med 27 procent i 2007 og i år er salget steget med hele 32 procent. Det er især Brasilien, der trækker opad.

Globalt

Produktionen af lastvogne, varebiler og busser er på verdensplan steget i seks år i træk frem til 2007, hvor der blev produceret 11,7 mio. kommercielle køretøjer. Seks procent over niveauet året før.

Bilindustrien forventer at den tendens fortsætter i 2008 – ikke mindst drevet af en kraftig vækst på traditionelt svage markeder.

- Ser man på vækstraterne i lande som Kina og Indien, så er det let at forstå, at globale producenter satser på disse markeder. Markedet for kommercielle køretøjer i Indien er tredoblet i løbet af de seneste fem år, sagde Matthias Wissmann.

ll@transporttidende.com
BREAKING
{{ article.headline }}
0.103