DSV’s topchef Kurt K. Larsen overlod chefstolen til Jens Bjørn Andersen
DSV’s topchef Kurt K. Larsen overlod chefstolen til Jens Bjørn Andersen og afløste Palle Flackeberg på formandsposten i bestyrelsen.
En milepæl af de helt store i DSV A/S fantastiske historie blev markeret på behørig vis 31. juli, da adm. direktør Kurt K. Larsen overdrog chefstolen til Jens Bjørn Andersen og samtidig afløste formanden for bestyrelsen Palle Flackeberg.
Kurt K. Larsen, der sammen med Leif Tullberg (som trak sig fra ledelsen for fire år siden), stod i spidsen for en af dansk transporthistories allerstørste succeser, kunne dagen efter generationsskiftet præsentere endnu et flot halvårsregnskab, der næsten vanen tro overraskede positivt.
Trekløveret blev fejret med en velbesøgt reception i DSV’s domicil på Banemarksvej i Brøndby, der tiltrak både forretningsforbindelser, venner og familie i alle aldre.