Vognmand Kim Sand Andersen i Kastrup har i et tæt samarbejde med Volvo Truck Center Danmark A/S i Taastrup fået tilpasset vognparken.
Kim Sand Andersen har investeret i fire Volvo lastbiler – to 3-akslede Volvo FH og to 2-akslede Volvo FM - som opfylder de krav, som Københavns Kommune stiller for godskørsel i miljøzonen.
Da virksomheden har mange kunder inden for miljøzonen stod valget således mellem montering af partikelfiltre på visse af virksomhedens ældre lastbiler eller nye lastbiler med motorer der opfylder miljøkravene i miljøzonen uden filtre. Valget faldt på nye Euro 4-lastbiler.
Volvo FM-lastbilerne er ligeledes i stand til at klare vægtkravene på 18 tons i indre København, hvis disse måtte blive gennemført som planlagt i 2009.
Kim Sand Andersen, der hovedsageligt kører for speditørkunder, har mange års erfaring med godskørsel i Københavnsområdet. Virksomheden blev etableret i 1984 og er i perioden støt og roligt vokset med sine kunder. I dag har Kim Sand Andersen 17 køretøjer i daglig drift for en bred vifte af kunder i Storkøbenhavn. Hovedparten er Volvo-lastbiler, men der er også nogle mindre kassebiler beregnet for her og nu transporter af mindre godstyper.