Lufthansas fly blev i dag for femte dag i træk på jorden, men samtidig opnåede det tyske luftfartsselskab og fagforeningen Ver.di i morges et gennembrud i striden om flere penge til piloter, stewardesser og andet personale. De stridende parter er blevet enige om en løsning, skriver nyhedsbureauet dpa.
Aftalen går ud på, at omkring 50.000 medarbejdere får en trinvis lønforhøjelse på i alt 7,4 procent samt en engangsbonus. Den nye overenskomst gælder i 21 måneder med tilbagevirkende kraft fra 1. juli.
- Strejken bliver afsluttet, men det er ikke noget resultat uden lommesmerter, siger Lufthansas personaledirektør Stefan Lauer.
Selv om parterne er blevet enige, fortsætter strejken indtil i morgen tidlig. I alt 130 flyvninger er i dag aflyst, heraf 30 langdistanceflyvninger til primært USA.