Servicechef Ronald Knudsen, GateWay E45, fylder 60 år på fredag.
Ronald Knudsen blev ansat på det nystartede DTC, Danmarks Transport Center, i 1989, hvor han siden som servicechef har været med til at præge udviklingen af det store center ved Vejle, der i dag dækker et areal på 560.000 kvadratmeter med knap 70.000 kvadratmeter bygninger.
Han har gennem årene stået for den daglige tekniske drift og haft ansvaret for bl.a. planlægning af byggeprojekter og vedligeholdelsen af de mange bygninger i området. Ronald Knudsen har tillige tegnet oplæggene til flere af de markante bygninger på transportcentret.
Ronald Knudsen er uddannet som tømrer og bygningskonstruktør. Han har tidligere bl.a. været ansat ved Hosby Huse A/S, hvor han i 1980’erne var udstationeret i Algier og deltog i opbygningen af landet efter den store jordskælvskatastrofe i 1980.
Dagen markeres fredag med reception for forretningsforbindelser og venner af huset på GateWay E45, Transportbranchens Uddannelsescenter, Centerbakken 1, Vejle, kl. 13-15.