Erik Christiansen fra MAN Esbjerg har 25 års jubilæum på fredag.
Erik Christiansen kom i lære som mekaniker hos MAN Esbjerg (tidligere William T. Lindberg) i 1983. Efter en læretid var det meningen, at han ville ind til Falck, men daværende direktør Ib Lindberg foreslog Erik, at prøve at sælge lastbiler i stedet for - og sådan blev det.
Erik Christiansen kom i opbygger-afdelingen, derefter på lageret, så i bogholderiet for at ”snuse” lidt til fakturering. Og derefter gik det rigtig stærkt, for nu skulle han ud på landevejen og møde kunderne. Dengang var der hverken fax eller internet, så han tog en telefonbog og nogle brochurer med i en ny lastbil og kørte rundt og fik en snak med kunderne. På den måde fik Erik Christiansen opbygget en kundekreds, som den dag i dag holder ham i gang.
Erik bor sammen med Mai-Britt Jakobsen og har Emilie på 10 og Kasper på 8 år. Fritiden bruger han udover på familien, på fitness, camping, vandski, hus og venner.
Der holdes reception for forretningsforbindelser samt venner af huset fredag, den 29. august kl. 14-17 hos MAN Last og Bus A/S, Smedevej 2 i Esbjerg.