Vejdirektoratet har afsluttet VVM-undersøgelsen for en udbygning af Den Fynske Motorvej mellem Odense Vest og Middelfart.
Resultaterne af VVM-undersøgelsen fremlægges til en offentlig høring i en sammenfattende VVM-redegørelse. Motorvejen skal udbygges fra fire til seks spor.
Udover den sammenfattende rapport består VVM-redegørelsen af en miljøvurderingsrapport og en rapport med analyse af de arealmæssige konsekvenser af en udbygning af motorvejen.
Rapporterne kan findes på www.vejdirektoratet.dk
I forbindelse med høringen afholdes to borgermøder, onsdag, den 27. august på Comwell Middelfart klokken 19 og torsdag, den 28. august, i Vissenbjerghallerne kl. 19.
- Vi vil opfordre interesserede borgere og organisationer til at komme med eventuelle bemærkninger og påvirke projektet, inden der træffes beslutning om udbygningen, siger Ole Kirk og gør samtidig opmærksom på, at bemærkninger skal indsendes til Vejdirektoratets Planlægningsafdeling senest den 15. september.