Det er britiske Transport Intelligence, der har taget temperaturen på det globale marked for kontraktlogistik.
På verdensplan voksede kontraktlogistiksektoren med ni procent i 2007 til en samlet omsætning på omkring 1400 milliarder kroner. En vækst der er opnået trods en global økonomisk opbremsning.
Selv i USA – hvor den økonomiske afkøling begyndte i 2006 – voksede kontraktlogistikken med syv procent i 2007 – det skal dog sammenlignes med en vækst på 10 procent året før.
I Europa er markedet mere livskraftigt. Storbritannien fører med en vækst i omsætningen i sektoren med mere end 10 procent, tæt fulgt af Finland, der nyder godt af den strategiske placering som porten til Rusland.
Markederne i Østeuropa vokser markant hurtigere end i Vesteuropa. Men selv lande som Tyskland og Frankrig viser solid vækst.
Rapporten ’Global Contract Logistics 2008’ placerer dog Asien i den globale førertrøje med en gennemsnitlig vækst på 11 procent. Japan trækker ned i statistikken, mens Kina trækker op sammen med lande som Vietnam, Malaysia og Indonesien.
Transport Intelligence vurderer trods de sunde vækstrater i 2007, at logistiksektoren på sigt vil opleve en afsmittende effekt.