Kranmarkedet har boomet de seneste år.
Af Finn Bjerremand
Kranmarkedet har boomet de seneste år, og der er nok aldrig blevet taget så mange nye lastvognskraner i brug, som inden for det seneste års tid. Det store behov og den generelle udvikling på det tekniske felt har nu fået Højbjerg Maskinfabrik (HMF), til at lancere en helt ny krangeneration.
Faktisk blev der allerede løftet en lille flig af det nye program ved forrige års Transportmesse i Herning, men nu kommer hele mellemprogrammet, som dækker kransegmentet 13 til 24 tonsmeter, hvor den store tyngde ligger på bl.a. grabkraner.
Den officielle lancering sker i forbindelse med Lastbil 2008 Elmia i Sverige og IAA, der afholdes til september i Hannover. HMF har indført mange nye detaljer, som er med til at optimere og forbedre kranerne. Et fleksibelt fundament, så kranerne lettere kan tilpasse forskellige typer af lastvogne, et bedre pakningssystem med større styrke, hærdede bolte, et ledarmssystem med overknæk, indvendig føring af hydraulikslangerne, så de ikke griber fat i godset eller i grene.
Hydrauliske udskudsarme med ilgang, så kranen er meget hurtige til at køre ind eller ud. Hvert udskudsarm er udstyret med et løfteøje og armene har øget styrke.
Alle HMF-kraner produceres efter den enkelte kundes ønsker og behov. Det gælder også hele det hydrauliske system omfattende pumpe, ventilbord, hydrauliktank m.v.
Kunden er ikke længere bundet af kranens udstyr ved købet, for selv efter leveringen er det muligt, at ændre karakteristik på kranen.
Alle kraner i de nye serier kan f.eks. eftermonteres med op til 6 (eller 8) hydrauliske udskud. Visse versioner kan eftermonteres med hævet styring, alternativt med et topsæde.
Sikkerheden er også i top. Det elektroniske RCL-5300 sikkerhedssystem med overvågning af hele kranen er i topklasse.
RCL-5300 overvåger ikke bare kranens funktioner, men virker også under transport, hvor det gælder om at have kranen placeret, så der ikke påkøres f.eks. broer.
Salget af de nye kraner er begyndt og de første leveringer forventes at kunne finde sted efter årsskiftet.