Køre-/hviletid: I fremtiden skal der flere klip til en frakendelse af kørekortet.
Af Gwyn Nissen
Justitsminister Lene Espersen længe ventede lempelser på køre-/hviletidsområdet er på vej. Lempelserne går først og fremmest ud på, at forbedre chaufførernes psykiske arbejdsmiljø. Chaufførerne har følt sig voldsomt stressede over, at de siden lovændringerne i 2005 risikerede, at miste kørekortet på grund af en række småfejl eller mindre overtrædelser.
Justitsministeriet lægger op til en fordobling af klippene (indenfor tre år) før chaufførerne risikerer at få frakendt kørekortet.
Og selv når antallet af klip berettiger til en frakendelse, kan chauffører slippe, hvis der er tale om formildende omstændigheder, der utvivlsomt skyldes sjusk eller forglemmelser. Dermed imødekommer justitsministeren blandt andet ordblinde/stavesvage chauffører, der tidligere har risikeret bøder og frakendelse på grund af skrivefejl.
- Jeg har det rigtig godt med de nye lempelser, siger direktør i DI Transport, Michael Svane.
Han mener, at der er skabt balance i køre-/hviletidsdagen.
- Det har vist sig, at være rigtigt, at kæmpe for denne her sag, mener Svane. Jeg læser af ministerens budskab, at navnlig det responsum, som DI Transport og ITD har indhentet, har gjort indtryk.
I Dansk Transport og Logistik er administrerende direktør Erik Østergaard også tilfreds:
- Vi glæder os over, at ministeren langt hen ad vejen har lyttet til vores argumenter og ser frem til Folketingets behandling af lovforslaget.
Østergaard hæfter sig ved, at justitsministeren lægger op til en større grad af individuel bedømmelse i sagerne fremover.
- Med den åbning lægger ministeren op til en mindre grad af automatik og en højere grad af individuel bedømmelse i sagerne. Det er meget positivt, og vi glæder os til at se det fungere i praksis, siger Erik Østergaard.