Flådestyring: Norskejede Blomquist Trucking AS i Slovakiet prioriterede moderne og avanceret flådestyring fra starten.
Da norske Blomquist Bulk Cargo AS i efteråret 2006 søsatte et selvstændigt truckingselskab i Østeuropa faldt valget på Slovakiet. Længe før den første lastvogn var leveret besluttede ledelsen, at truckingselskabet skulle udstyres med et avanceret flådestyrings- og kommunikationssystem. Valget fald på Comlog Fleet.
- Vi ville undgå mobiltelefoner – dels fordi det er dyrt og dels fordi, der opstår mange misforståelser ved verbal kommunikation. Sidstnævnte er især vigtigt i en virksomhed som vores, hvor der tales flere forskellige sprog. Vi var også fra start klar over, at vi havde brug for noget mere end et grundlæggende flådestyringssystem. Vi valgte Comlog Fleet fordi det over GPS-baseret navigation og tekstbaseret kommunikationssystem, giver vores kunder adgang til systemet via internettet, så de både kan se, hvor bilerne er henne i verden og kommunikere direkte med chaufførerne. Samtidig har vi selv overblik og vi kan overvåge – og eventuelt dokumentere - kommunikationen til og fra bilerne. Det er til tider ganske praktisk, fortæller Blomqvist Trucking AS adm. direktør Martin L’upták.
200 bilerBlomqvist Trucking AS valgte DAF XF105 med automatisk gearskifte, som virksomhedens trækker. Den første blev leveret i maj 2007 og siden er virksomheden vokset med næsten eksplosiv fart.
Flåden tæller i dag omkring 160 trækkere og inden årets udgang forventer den ingeniøruddannede Martin L’upták, at selskabet når op på omkring 200 enheder.
- Vi har 30 biler i ordre lige nu. Det er vigtigt, at vi kører med moderne materiel, som både er miljøvenligt og lever op til chaufførernes behov for komfort, siger Martin L’upták.
Blomqvist Truckings chauffører kommer fra Slovakiet, Rumænien, Bulgarien, Polen og Tyskland. De kører typisk fire til seks uger ad gangen inden de afløses.
- Vi forsøger, at sørge for, at vores chauffører kører en bestemt kunde, så de lærer kundens virksomhed og behov at kende, fortæller Martin L’upták.
KonkurrencefordelBlomquist Trucking AS adm. direktør ligger ikke skjul på, at Comlogs system bærer en pæn del af æren for virksomhedens høje væksttempo.
- De fleste vognmænd i Østeuropa bruger flådestyring og GPS-navigation. Men det er typisk meget basale systemer. De ryster på hovedet når vi fortæller, hvad vores system har kostet, men Comlog Fleet giver os en meget stor konkurrencefordel, fordi vi har langt bedre styringsværktøjer, siger Martin L’upták.
Han kan berette om udbredt chaufførmangel over hele Europa.
- Det gælder både i vest- og østeuropa. Vi kan godt finde ledige lastvognschauffører, men så mangler de sprogkundskaber eller erfaring. Det er et stort problem, fortæller Martin L’upták.
ØnskeseddelSelv om implementeringen af Comlog Fleet bortset fra lidt indledende børnesygdomme med manglende GPRS-dækning i bestemte områder – og en vis berøringsangst fra især ældre chauffører med ringe eller ingen computererfaring – er en omtrent ubetinget succeshistorie, så har Martin L’upták allerede lavet en ønskeseddel over forbedringer.
- Systemet indsamler en masse data, som vi kan anvende til at forbedre vores processer. Men jeg savner nogle endnu mere målrettede managementfunktioner, som gør det lettere at spotte problemer.
Hos den danske leverandør Comlog i Aabybro er man allerede i gang med at udvikle mere managementrettede funktioner til Comlog Fleet.
- Vi har løbende kontakt til vores kunder og har også nedsat en brugergruppe, hvor vi får input til hvordan systemet kan forbedres. Derfor har vi nu en controlling toolbox på tegnebrættet, som skal gøre det lettere for især store virksomheder at holde øje med nøgletal og eventuelle problemer med bestemte biler eller chauffører, fortæller Domenic Breitbart, der er marketings og produktchef i Comlog A/S.
Comlogs eksisterende moduler til henholdsvis overvågning af brændstofforbrug og tankning er netop udviklet på basis af kundeønsker.
ll@transporttidende.com