Lærepenge: Karteldan-nelse og ulovlige prisaftaler betaler sig ikke.
Af Herbert Nielsen
SAS Cargo indkasserede en gevaldig bøde fra det amerikanske justitsministerium efter at have indrømmet, at ja, der blev ulovligt indgået en prisaftale med andre selskaber på fragt til USA.
Først ransagede myndighederne kontorerne i USA og Europa for aftaler indgået mellem flyselskaberne Quantas, Lufthansa, British Airways og Korean Air Lines. Og senere kom det frem, at også SAS Cargo’s kontorer var blevet ransaget, og anklagen om deltagelse i prisaftaler blev rejst.
Det har nu kostet SAS en bøde på 250 millioner kroner til USA. Skønt beløbet er stort, var det faktisk en rabat-pris som påskønnelse af, at SAS valgte at samarbejde med myndighederne og vedgå sin medvirken.
Men ikke nok med det: Til efteråret ventes det, at EU afgør sin del af sagen, og så kan der ventes yderligere en ordentlig lussing også fra den kant.
Det er ikke første gang, SAS har været anklaget i en sag om karteldannelse. Tilbage i 2001 rejstes en tilsvarende sag, og det kostede Vagn Sørensen chefposten i SAS.
Så galt vil det åbenbart ikke komme til at gå for SAS Cargo’ chef, Kenneth Marx, der ser ud til at beholde hovedet på skulderen. Ikke mindst, fordi aftalerne var lavet før han tiltrådte.
Det flugter derimod katastrofalt dårligt med SAS igangværende bestræbelser på at redde sin vaklende økonomi i en betrængt tid.
I værste fald vil det bidrage til, yderligere at hæve sparekravet, der allerede har sat virksomheden under et gigantisk pres.