HMF/Højbjerg Maskinfabrik, der er verdens tredje største producent af lastbilmonterede kraner lancerer nu en helt ny krangeneration.
Der er tale om et helt nyt mellemprogram, som dækker kransegmentet 13 til 24 tonsmeter, der er det felt, som specielt grabkranerne ligger i.
For at optimere og forbedre kranerne har HMF implementeret en række nye detaljer. Det er bl.a. et fleksibelt fundament, så kranerne lettere kan tilpasse forskellige typer af lastvogne, et bedre pakningssystem med større styrke, hærdede bolte overalt, et ledarmssystem med overknæk, indvendig føring af hydraulikslangerne, så de ikke griber fat i godset eller i grene, hydrauliske udskudsarme med ilgang, så kranen er meget hurtige til at køre ind eller ud. Desuden er hver udskudsarm nu udstyret med et løfteøje og armprofilerne har fået øget styrke. Der anvendes nu ultrahøjstyrkestål til fremstilling af kranerne, så de både er blevet stærkere og lettere.
For fremtiden køres der med to serier i mellemsegmentet - single power plus og dual power, hvor single power plus er udstyret med lænkeled på knækarmen og dualversionen har lænkeled på både hovedarmen og knækarmen.
Kunder er ikke længere bundet af kranens udstyr ved købet, for selv efter leveringen er det muligt, at ændre på kranen. Alle kraner i de nye serie kan f.eks. eftermonteres med op til 6 (eller 8) hydrauliske udskud, visse versioner kan eftermonteres med hævet styring, alternativt med et topsæde.
Sikkerheden er også i top. Det elektroniske RCL-5300 overvåger ikke bare kranens funktioner, men er også med under transport af kranen, hvor det gælder om at have kranen placeret, så der ikke påkøres f.eks. broer.
Den officielle lancering sker i forbindelse med udstillingerne Lastbil 2008 Elmia i Sverige til august og IAA, der afholdes til september i Hannover. Salget af de nye kraner er begyndt og de første leveringer forventes at kunne finde sted efter årsskiftet.