DI Transport og ITD opfordrer skatteminister Kristian Jensen til at ændre afgiftspakke og indføre tilskudsordning.
DI Transport og ITD har valgt at gå den direkte vej til skatteministeren, for at få mere ligeværdige konkurrencevilkår for transporterhvervet.
Årsagen er de stigende oliepriser, der udgør en voldsom økonomisk belastning for de danske transportvirksomheder, og der er begrundet frygt for, at en række virksomheder må lukke som følge af omkostningsforøgelsen, skriver transportorganisationerne.
I den danske godstransport udgør brændstofomkostningerne alene op til 35 procent af de samlede omkostninger for et dansk vogntog.
DI Transport og ITD opfordrer til, at Danmark gør som andre EU-lande, eksempelvis Spanien og Portugal. I disse lande har man valgt at kompensere de nationale vognmænd for de øgede omkostninger, og Tyskland har en tilskudsordning til indkøb af nye og mindre brændstofkrævende biler.