Selskabet har købt Unifeeders project & brokerage afdeling i København.
Afdelingen tilbyder klareringsservice for non Unifeeder-skibe der kalder København havn, håndterer projektlaster og befragter skibe indenfor Europa.
Shipping.dk har haft vokseværk de senere år og ønsker at styrke tilstedeværelsen i danske havne. Fremover vil firmaet være repræsenteret i Frederikshavn, Fredericia, Aabenraa, Kalundborg, Køge og København samt i udlandet i Avignon i Frankrig, Genova i Italien og Bilbao i Spanien.
- Unifeeders project & brokerage afdeling har igennem mange år udført høj kvalitets service indenfor skibsklarering, befragtning og afskibning af projektlaster især indenfor Europa. Men med de øgede krav fra markedet om at være en fokuseret og dedikeret partner ser vi Shipping.dk som det rette hjem for denne aktivitet og medarbejdere, siger CEO i Unifeeder, Jesper Kristensen.
Unifeeder vil efter bortsalget fortsætte strategien med at fokusere på kerneaktiviteterne indenfor feeder og short sea trafik.
Shipping.dk er en division i A/S United Shipping & Trading Company Ltd., som er en privat ejet dansk virksomhedsgruppe baseret i Middelfart. Gruppens øvrige aktiviteter er rederiet A/S Uni-Tankers, A/S Dan-Bunkering Ltd. samt A/S Global Risk Management. Gruppen har en årlig omsætning på omkring 30 milliarder kroner og har mere end 600 ansatte på verdensplan.