Ministerierne i Tyskland og Danmark er ved at gøre aftale klar til underskrivelse.
”Meget snart”, lød det fra den ene. ”I løbet af et par dage”, sagde den anden: En dansk-tysk aftale om en fast forbindelse over Femern Bælt er tættere på en nogensinde.
Trafikminister Carina Christensen sagde på en konference mandag i Handelskammeret i Hamborg, at de to landes ministerier i disse dage er ved at lægge sidste hånd på aftalen, så den kan ”meget snart” kan underskrives af Carina Christensen og Wolfgang Tiefensee.
Carina Christensen lagde på konferencen også et forsigtigt pres på tyskerne i forhold til at få projekterne i baglandet færdigt til tide, når Femern Bælt-forbindelsen efter planen skal stå klar i 2018.
- Det er vigtigt, at opgradere infrastrukturen på begge sider, sagde Christensen, der glædede sig til at skabe samme ”revolution”, som Storebæltsbroen betød for øst-vest-trafikken i Danmark.
Statssekretær Karin Wiedemann fra delstaten Slesvig-Holsten ser ligeledes frem til en ”underskrivelse i løbet af et par dage”.
Hun udtrykte respekt for, at Danmark har påtaget sig det økonomiske ansvar for at gennemføre det 32 milliarder kroner dyre brobyggeri, der i Nordtyskland går under betegnelsen ”århundredets byggeri”.
- Sammen med Hamborg og Niedersachsen lægger vi pres på forbundsregeringen, for at få gennemført projektet, siger Karin Wiedemann.