To trailere - 681 kroner

Søloven: Rederi dømt for forsinket udlevering af en trailer og frifundet for bortkomst af en anden.

Af advokat Henrik Kleis, Advokatfirma DELACOUR, Århus

At sølovens erstatningsregel ikke er synonym med én stor gavebod, har et speditionsfirma for nylig måttet sande, da Sø- og Handelsretten den 9. juni afsagde dom i en sag, speditionsfirmaet havde anlagt mod et rederi, som havde til opgave at overføre to af speditionsfirmaets trailere.

Imidlertid blev den ene trailer forsinket og den anden bortkom helt, og speditionsfirmaet opgjorde sit tab til 41.925 kr.

At der ikke var tale om noget helt almindeligt kundeforhold, fremgik af den samarbejdsaftale, der var indgået mellem parterne, idet denne var baseret på overførsel af 25-35.000 sættevogne, vogntog og trailere på årsbasis.

For færgetrafik i Danmark gælder den fælles nordiske sølov og de fleste af de væsentlige ansvarsregler her er præceptive, hvilket vil sige, at de ikke kan fraviges ved aftale. Imidlertid kan man i forretningsbetingelser eller i standardaftaler - eller for den sags skyld konkrete aftaler - præcisere forskellige forretningsgange og få fastlagt den nærmere opgavefordeling mellem parterne.

I den konkrete sag fremgik bl.a. følgende af rederiets forretningsbetingelser:

”…3. Rederiet begrænser sit ansvar mest muligt i overensstemmelse med sølovens til enhver tid gældende bestemmelser herom.

4. Rederiet kan ikke gøres ansvarlig for tab, direkte eller indirekte, herunder tab af indtægter ud over, hvad ufravigelige regler i søloven eller anden lovgivning foreskriver.

7. … Generelt henstår gods på rederiets områder for godsejerens risiko, som derfor opfordres til at sikre godset på bedst mulig måde.

9. Såfremt modtageren af gods ikke aftager dette inden rimelig tid efter, at rederiet har anmodet denne eller hans repræsentanter herom, og under alle omstændigheder inden 14 dage efter udlosningen, er rederiet berettiget til at oplagre godset for modtagernes regning og risiko, idet sådan oplagring betragtes som udlevering i samme stand som godset blev modtaget med frigørende virkning for rederiet. ”

Udgangspunktet for rederiets ansvar for godset er § 274, hvoraf fremgår, at "Transportøren er ansvarlig for godset, medens det er i dennes varetægt i lastehavnen, under transporten og i lossehavnen.

Stk. 2. Transportøren anses for at have godset i sin varetægt, jf. stk. 1, fra det tidspunkt, denne modtager godset fra aflasteren eller fra myndighed eller anden tredjemand, til hvem godset skal leveres efter gældende love eller forskrifter i lastehavnen.

Stk. 3. Transportøren anses ikke længere for at have godset i sin varetægt, jf. stk. 1,

1) når denne har udleveret godset til modtageren,

2) hvis modtageren ikke modtager godset fra transportøren, når det er lagt op for modtagerens regning i overensstemmelse med aftalen eller gældende lov eller praksis i lossehavnen, eller

3) når denne har overgivet godset til en myndighed eller anden tredjemand, til hvem godset efter gældende love eller forskrifter i lossehavnen skal overgives."

Af § 275 - som jeg ikke skal citere her - fremgår det såkaldte præsumptionsansvar, som medfører, at det er transportøren, der har bevisbyrden for at transportøren (her rederiet) ikke har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med, at godset er bortkommet og forsinket.

Selve erstatningens størrelse er bortset fra tilfælde, hvor der er udvist grov uagtsomhed eller forsæt (at skaden er gået med vilje) begrænset i henhold til de såkaldte kollo- og kiloregler, og i § 280 fremgår at :

"Transportørens ansvar skal ikke overstige 667 SDR for hvert kollo eller anden enhed af godset eller 2 SDR pr. kilo bruttovægt af det gods, som er tabt, skadet eller forsinket, afhængigt af, hvad der giver det højeste beløb. Ved SDR forstås den i § 152, stk. 2 omhandlede møntenhed.

Stk. 2. Transportørens ansvar for forsinkelse med godsets udlevering er begrænset til et beløb svarende til to og en halv gange den fragt, der skal betales for det forsinkede gods. Ansvaret skal dog ikke overstige den samlede fragt ifølge transportaftalen.

Stk. 3. Transportørens samlede ansvar i henhold til stk. 1 og 2 skal ikke overstige den i stk. 1 anførte ansvarsgrænse, som ville være gældende i tilfælde af tab af alt det gods, som erstatningsansvaret omfatter."

Endelig findes i § 288 en reklamationsregel, som medfører, at modtageren af godset skal reklamere straks i tilfælde, hvor manglen er synlig og ellers tre dage efter udlevering. Den regel gælder imidlertid ikke, hvis godset er undersøgt i fællesskab mellem parterne (stk. 2) og af stk. 3 fremgår, at:

"Transportøren er ikke ansvarlig for tab som følge af forsinkelse med udleveringen, medmindre skriftlig underretning er blevet givet inden 60 dage efter, at godset blev overleveret til modtageren".

Den ene af de to trailere, SUN 751, blev indleveret i Kalundborg havn den 16. december 2005 kl. 02:55. Der blev udstedt en billet for overførslen af traileren til Århus, der kostede 900 kr. med tillæg af moms, i alt 1.125 kr.

Traileren fremgår af speditørens speditør-trailer-tjekliste for den 16. december 2005, men ikke af listerne for de følgende dage. Traileren blev den 8. februar 2007, dvs. knap 14 måneder senere, fundet på en parkeringsplads i Tilst ved Århus. Trailerens værdi var 30.000 kr.

Sø- og Handelsretten lagde herefter til grund, at traileren SUN 751 blev modtaget af rederiet i Kalundborg den 16. december 2005 kl. 02:55 og overført til Århus, idet en chauffør efter anmodning fra speditionsfirmaet havde konstateret dens tilstedeværelse på havnen i Århus den 16. december 2005 om morgenen, jf. trailer-tjeklisten af 16. december 2005.

Retten lagde endvidere til grund, at den chauffør, til hvem speditøren havde disponeret traileren den 16. december 2005, ikke kunne finde den. Idet speditøren endvidere ikke havde kunnet finde oplysninger om traileren i sit track-and-trace-system i de følgende måneder, blev det lagt til grund, at traileren var bortkommet ved, at nogen havde fjernet den fra havnen i Århus uden anvisning fra speditøren.

Sø- og Handelsretten henviste herefter til sølovens § 274, stk. 1 om varetægtsansvaret, og til stk. 3, hvoraf jo fremgår, at transportøren ikke længere har godset i sin varetægt, når transportøren har udleveret godset til modtageren eller når godset er lagt op for modtagerens regning i overensstemmelse med aftalen eller gældende lov eller praksis i lossehavnen.

Retten lagde til grund, at samarbejdet mellem parterne igennem flere år var foregået på den måde, at rederiet efter overførsel af trailere fra Sjælland først henstillede disse på standpladsen og derefter henstillede ikke afhentede trailere på den pier 2, som speditørens chauffører selv anvendte som skifteplads.

Speditøren foretog daglig kontrol af, hvilke trailere der henstod på pladsen på pier 2 og brugte i realiteten denne plads som sin lagerplads for trailere, idet speditørens speditør disponerede trailerne ved at bede chauffører om at hente trailerne på denne plads.

Idet parterne havde været enige om at følge denne praksis med at henstille trailere på denne plads uden at give særskilt underretning til speditøren om henstillingen af hver enkelt trailer, fandtes rederiet at have udleveret godset til speditøren ved at henstille godset på denne plads i overensstemmelse med den praksis, som parterne havde fulgt igennem flere år.

Transportøren var herefter ikke ansvarlig for bortkomsten af denne trailer, idet bortkomsten først var sket efter godsets udlevering til modtageren.

I retten havde rederiets terminalchef bl.a. forklaret, at billet prisen for overførsel af en løstrailer omfattede transport mellem havnene og håndtering på havnen, men ikke opbevaring eller lignende. Man sparede to-tre meter pr. enhed ved løstrailere i forhold til trailere med en trækker. Det kostede det samme for kunden at få overført en løstrailer som et vogntog.

Vognmanden sparede penge ved at anvende en løstrailer frem for et vogntog, hvorimod løstrailere medførte en ekstraudgift for Mols-Linien, idet trailerne kørtes ombord af rederiets terminaltraktorer.

Når en chauffør afleverede en trailer til overførsel, fik han en billet. Der betaltes ikke på dette tidspunkt, idet billetten alene var en kvittering for afleveringen af traileren. Chaufføren bekræftede ved sin underskrift på en særlig slip, at der ikke var farligt gods ombord.

Rederiet havde en gate ved indkørsel til terminalområdet, men ikke ved udkørslen. For nogle år siden var der tale om, at sikkerheden på Kalundborg Havn var for dårlig. Der blev derfor opsat kameraer ved indkørslen til Kalundborg Havn. Der blev således taget syv fotos af hver trailer, så man ved skadeshåndtering kunne se trailerens stand ved indkørsel. Billederne blev gemt i fire måneder på en harddisk.

Der var ikke kameraer ved udkørslen. Rederiets almindelige forretningsbetingelsers punkt 9 om oplægning af gods, der ikke blev hentet, anvendtes meget sjældent og ikke ved løstrailere, men alene ved pallegods, førerløse biler og lignende.

Hvis speditøren ikke kunne finde en trailer, fik rederiet typisk besked herom fra chaufføren, der henvendte sig på kontoret. Der blev herefter givet besked til en terminalarbejder, der satte en seddel i sin traktor, ligesom der blev givet en melding over radioen. Terminalarbejderen ledte efter traileren og fandt den ofte igen. Hvis traileren ikke blev fundet, blev der givet besked herom til kunden. Det havde ofte vist sig, at traileren var hentet af en anden chauffør. Der var ham bekendt ikke noget system, der gav tilbagemelding, når en trailer blev fundet igen, medmindre der var gået lang tid. Ni ud af 10 gange blev efterlyste trailere fundet hurtigt.

Den anden trailer, MZ 6856, blev den 26. december 2006 indleveret i Kalundborg havn.

Af en udskrift fra rederiets it-system fremgår det, at MZ 6856 skulle overføres fra Kalundborg til Århus den 26. december 2006 kl. 10:00, og at overførslen kostede 545 kr. med tillæg af moms, i alt 681,25 kr.

Traileren skulle afhentes af en chauffør i Århus den 28. december 2006. Det var imidlertid ikke muligt at finde traileren på havnen i Århus, og den blev først fundet 54 dage senere, nemlig den 20. februar 2007, i Kalundborg havn. Parterne er enige om, at det kostede speditøren 200 kr. om dagen at leje en erstatningstrailer, i alt 10.800 kr. for hele tidsrummet på 54 dage.

Sø- og Handelsretten lagde om denne trailer til grund, at traileren MZ 6856 blev modtaget senest den 26. december 2006 af rederiet i Kalundborg, og at der var sendt faktura for dens overførelse til Århus, ligesom den var nævnt i rederiets reservationssystem.

Disse forhold var imidlertid ikke bevis for, at denne trailer faktisk var blevet overført til Århus. Der var ikke fra skibene fremlagt nogen lastelister, hvori traileren var omtalt. Traileren var endvidere fundet 54 dage senere på havnen i Kalundborg, og det måtte have formodningen imod sig, at nogen skulle have transporteret denne trailer fra Århus og tilbage til Kalundborg og tjekket den ind på ny med henblik på at henstille den på havnen i Kalundborg.

Det blev derfor lagt til grund, at MZ 6856 aldrig var blevet overført til Århus. Idet forsinkelsen var indtrådt, medens godset havde været i transportørens varetægt, skulle speditøren for så vidt angik denne trailer, have medhold i sin påstand om erstatning.

Forsinkelsen fandtes efter det oplyste ikke at kunne tilregnes Mols-Linien som et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, hvorfor de almindelige regler i sølovens § 280, stk. 2, fandt anvendelse, således at erstatningen efter § 280, stk. 2, 1. pkt., udgjorde to og en halv gange den fragt, der skulle betales for det forsinkede gods, dvs. 545 kr. med tillæg af moms, i alt 1.703,13 kr. Ansvaret skulle dog efter § 280, stk. 2, 2. pkt., ikke overstige den samlede fragt ifølge transportaftalen, dvs. her 545 kr. med tillæg af moms, i alt 681,25 kr., idet denne begrænsningsregel i et tilfælde som det foreliggende måtte henvise til aftalen om transport af den konkrete trailer og ikke til den samlede fragt efter parternes samarbejdsaftale.

Idet hver part for en del havde tabt og for en del havde vundet sagen for så vidt angik dens to hovedspørgsmål, og under hensyn til, at speditøren, som havde tabt sagen for et større beløb end rederiet, til gengæld havde måttet afholde udgifter til vidner, som havde måttet rejse til retten, og som havde modtaget erstatning for mistet indtægt, fandt retten, at hver part burde bære sine egne omkostninger.