Fare på færde: ITD-formand Mogens Therkelsen spår bølge af transportkonkurser, hvis ikke dieselafgifterne sænkes.
Hvis ikke dieselafgifterne sænkes, vil konsekvensen være konkurser i vognmandsbranchen. Det bebuder formanden for International Transport Danmark, ITD, Mogens Therkelsen, Padborg.
- Det er ikke for at klynke, vi siger sådan, men simpelthen fordi hårde fakta taler sit tydelige sprog, og derfor må dieselafgifterne sænkes nu, før det rammer os alle”, udtaler Mogens Therkelsen på branchens vegne.
Den danske dieselafgift ligger mere end 20 procent over den minimumsafgift, der er fastsat af EU. Oveni har regeringen med sin skattepakke fra 2007 vedtaget en automatisk årlig indeksering af den danske afgift, hvilket betyder, at der lægges yderligere godt 11 øre pr. liter oven i afgiften fra 1. januar 2009 og derefter 5 øre pr. l/år.
- Det er urimeligt, at de danske vognmænd rammes så hårdt, at det direkte svækker deres egen såvel som deres kunders konkurrenceevne, siger Mogens Therkelsen.
ITD opfordrer regeringens til at fjerne den automatiske årlige indeksering af afgifterne igen, så Danmark ’kun’ er afhængig af markedsudviklingen og ikke af danske afgiftssystemer. Derudover opfordrer ITD regeringen til at sætte dieselafgiften (2,74 kr./l) ned, så den kommer nærmere EU’s minimumssats på 2,27 kr./l.
- Prisstigningerne på dieselolien skal betales af kunderne og i sidste ende af forbrugerne, men der er stor fare for, at olieprisernes himmelflugt vil betyde lukning af transportvirksomheder. Det er ikke rimeligt, at regeringen ikke selv kommer med et udspil om bortfald af den planlagte indeksering, specielt i disse tider, hvor de lægger så stor vægt på skatte- og afgiftsstop i øvrigt, vurderer ITD-formanden Mogens Therkelsen, Padborg.
Også Dansk Transport og Logistik har sendt en officiel henvendelse til skatteminister Kristian Jensen, hvori organisationen foreslår, at de planlagte stigninger fra 2009 og de kommende år frem aflyses.
130.000 per bil
ITD illustrerer dieselpresset på en typisk dansk lastbil således: En lastbil, der kører 170.000 kilometer på et år med et almindeligt gennemsnitsforbrug på tre kilometer på en liter diesel, har en udgiftsstigning på 131.000 kroner om året.
En vognmandsforretning med 10 biler har en samlet udgiftsstigning på mere end 1,3 mio. kr. om året.