Rygtebrøsen: Aviapartner en mulig køber af SAS Cargos handlingsselskab.
Af Herbert Nielsen
Det er ingen hemmelighed, at SAS Cargo’s handlingselskab Spirit Air Cargo Handling er til salg. Det har selskabet selv meldt ud. Men hvem bliver den nye ejer?
Det belgiske logistikblad De Lloyd har lagt øren til jungletrommer i Skandinavien og hørt, at der skulle være forhandlinger i gang mellem det belgiske Aviapartner og SAS Cargo om køb af Spirit.
Det er hverken SAS Cargo eller Aviapartner naturligvis interesseret i at bekræfte:
- Jeg tror ikke, vi på nuværende tidspunkt vil sige mere end standardudmeldingen: Nemlig at salgsprocessen er i sin indledende fase, at den vil ske i to trin med et partnerskab - salg af minoritetsandel - som forløber for et egentligt salg, og at en nærmere afklaring ventes i løbet af efteråret, siger Mette Vaabengaard, SAS Cargo’s kommunikationschef.
Og endnu mindre siger Aviapartner:
- Jeg beklager at måtte melde, at der heller ikke er yderligere kommentarer fra vores side, siger Christine Karels, Aviapartner’s Communications Manager.
Men til støtte for jungletrommernes buldren er det et faktum, at Aviapartners nye CEO, Peter Oosterenk, kort efter sin tiltrædelse fortalte den belgiske presse, at Aviapartner især havde to regioner i kikkerten med henblik på ekspansion: UK og Skandinavien.
Han sagde ligeledes, at det kunne ventes, at der ville være nyt at bringe allerede inden udgangen af året – hvilket jo harmonerer ganske godt med terminerne i SAS Cargos salg af hele eller dele af Spirit, der omfatter 12 fragtterminaler i Skandinavien.