Transportfolk vurderer, at København sætter gevinsten ved miljøzonerne over styr, hvis de indfører en 18-tons grænse for lastbiler.
Af Lars Lassen
Københavns Kommune er i fuld gang med at smide gevinsten fra miljøzoen ud med badevandet. En tung trafikzone, hvor alle lastvogne over 18 tons bliver forbudt, betyder ikke bare en økonomisk øretæve til de transportvirksomheder, der dermed forgæves har investeret i partikelfiltre eller helt nye miljøvenlige lastvogne. Det bliver også en alvorlig bet for københavnerne.
Københavns Kommunes argumenter for den tunge trafikzone - der primært handler om trafiksikkerhed – får dumpekarakter fra Dansk Transport & Logistik.
- Det vi har hørt og set indtil nu fra overborgmester Ritt Bjerregaard og borgmester Klaus Bondam er simpelthen for tyndt, til at motivere et så alvorligt indgreb, siger direktør Erik Østergaard, DTL.
Den tunge trafikzone blev vedtaget i Borgerrepræsentationen 12. juni.
- Vi kunne efter et møde med Klaus Bondam konstatere, at det datamateriale, som kommunen har lagt frem som baggrund for beslutningen, slet ikke er godt nok til at motivere en så vidtgående beslutning, siger Erik Østergaard.
OpbakningHan bakkes op af DSV’s administrerende direktør, Kurt K. Larsen.
- Jeg hørte i radioen, at det bliver slemt for vognmændene. Det er da rigtigt nok, men det bliver endnu slemmere for københavnerne. Det er dem, der skal leve med mange flere lastvogne inde i byen, og det bliver også dem, der skal betale prisen i form af dyrere varer, siger Kurt K. Larsen.
Han skønner, at en 18-tons grænse vil betyde, at de største lastvogne i mange tilfælde vil skulle erstattes af 2-3 mindre.
- Alle speditører ved, at det af forskellige årsager er dyrt at distribuere i Stockholm. Derfor beregner man her et slags Stockholm-tillæg for at få dækket omkostningerne. Det kommer også til at ske i København i en eller anden form, spår Kurt K. Larsen.
Han tvivler på, at forslaget vil gavne trafiksikkerheden. Men regningen for et eventuelt tillæg vil blive sendt videre til forbrugerne.
Aktindsigt
DTL har bedt om aktindsigt i Københavns Kommunes beslutningsgrundlag i sagen om den tunge trafikzone. Man ønsker blandt andet statistik over antallet af personuheld i kommunen, hvor der er lastvogne involveret. Herunder om statistikken viser forskel på farligheden af lastvogne afhængigt af deres størrelse.
Man har også bedt kommunen undersøge, om cyklisters oplevede trafiksikkerhed/tryghed, har forbindelse til lastbiltrafikken.
Desuden ønsker vognmandsorganisationen aktindsigt i hele sagsbehandlingen bag beslutningen, samt beregninger af effekten af en tung trafikzone for trafiksikkerhed, miljø og samfundsøkonomi.