Renaults langturs-flagskib Magnum New Dimension ruller behageligt ud af vejen.
Af Finn Bjerremand
I Lyon-området har jeg haft lejlighed til at prøvekøre to Renault Magnum - henholdsvis en Magnum Excellence med en DXi500 motor i Euro 5 og en tilsvarende Magnum med en DXI460 motor i Euro 5 udførelse.
Begge lastvogne er udstyret med Optidrive-gearkasse, der skifter gear helt perfekt, og det samme må siges om de to lastvognes køreegenskaber.
13 liters motoren er et godt bekendtskab fra Volvo-siden, og både den og den renaultiserede I-shiftgearkasse fungerer fremragende sammen. I Renault-versionen hedder gearkassen Optidrive med Renaults egen software. Derfor mangler Eco-rollfunktionen fra Volvos I-shift desværre. Med Eco-Roll ruller vognen i frigear med motoren i tomgang, når forholdene tillader det. Den store fidus er, at man sparer brændstof - og mon ikke de fleste lastbilejere lige nu har stor fokus på dette punkt.
Den kraftigste test-version har 500 hk og nok så vigtigt et drejningsmoment på 2450 Nm til rådighed. Det er ganske udmærket til et fyrre tons vogntog og det vil nok være vognmænd med under 10 vogne, der vil specificere deres eksportvogne med denne motor.
Til gengæld vil lillebror med 460 hk og et drejningsmoment på 2300 Nm være et rigtig godt alternativ til en flådeejer, som kører på Mellem- og Sydeuropa med op til 40 tons vogntogsvægt. Uanset hvilken model, der vælges sørger robotten i Optidrive for at skifte gear nøjagtig som det bør gøres. Derfor er man bestemt også godt kørende med en 460 hk version, selv om vognen måske ikke er den første der kommer over bakkerne ved Kassel.
Et godt rådTil gengæld vil jeg ikke råde nogen, til at anskaffe sig en ny Magnum med almindelig gearkasse. For det er ikke en gearkasse fra Volvo Powertrain AB, der tilbydes, men derimod den berømte - eller snarere berygtede - ZF Ecosplit med 16 trin til rådighed i fremadgående retning.
Den er efter min mening træls og en chauffør, der ikke lige kender alle gearenes placering i forhold til hastighed m.v. vil let komme til at skifte gear for ofte. Hvert gearskifte koster på brændstofforbruget, så det kan hurtigt blive en dyr løsning, at spare på gearkassebestykningen ved anskaffelsen.
Renault burde gøre som Mercedes i den nye Actros og Volvo i sin FH 16 660: de kan kun købes med automatiseret gearskifte.
God udsigtNår først, man er kommet ind bag rattet og har fået sat sig til rette, så har man en formidabel udsigt og god sigt bagud og til siderne takket være Magnums store vinduer og de gode spejle.
Siddekomforten er god i det nye førersæde, men en version med elektrisk betjening - som eksempelvis Volvo anvender - er en tand bedre.
Der er god oversigt over alle vigtige instrumenter og displays. Speedometeret er ikke et almindelig rundt speedometer, men et display med to store tal. Det kræver lidt tilvænning i begyndelsen, men er faktisk ok.
Alle betjeningsgreb, stilke og kontakter er inden for rækkevidde, så det er bare at køre der ud af.
Og Renault Magnum kører bare der ud af. Affjedringen er som man kan kræve det af en moderne lastvogn i dag. Ikke for hård og ikke blød. Magnum kører faktisk meget stabilt – på ældre modeller af Magnum talte man om vippefornemmelser, som næsten kunne give søsyge. Men det er der intet af.
Styretøjet virker fortrinligt, der er en god og direkte forbindelse med vejbanen og bremseanlægget virker også som det bør i almindelige kørselssituationer. Jeg har ikke testet katastrofeopbremsninger.
Motorbremsen er effektiv og tager ved. Den virker ikke som effektiv som en retarder, men det er en rimelig løsning ved almindelig kørsel. Køres der i meget bakket område, hver eneste dag, bør man vælge en rigtig retarder.
Magnum har ved den seneste opdatering fået ændret dørene, så der igen er blevet en lidt gammeldags løsning med sprosser og et ekstra vindue øverst i døren. Det har dog den finesse at vinduerne i dørene nu kan rulles helt ned. Sprossen sidder ikke i noget synsfelt, så det er god løsning.
Magnum har også fået en lille men god detalje, nemlig en ny enkelttryksfunktion, så vinduet fortsætter med at køre helt op eller ned, når blot knappen påvirkes i lidt længere tid.
AfslappendeTestkørslen omfattede både lidt motorvejskørsel og kørsel på almindelig landevej med nogle større bakker. Her viste begge Magnum deres kunnen. Gearkassens robot sørgede for et perfekt gearskifte i bakkerne og jeg følte det meget afslappende at køre med fuld last – selv i stressende trafik.
Jeg savnede en afstandsmåler til cruisecontrollen, men den er Renault på vej med. Det bliver sikkert muligt, at få leveret nye Magnum senere på året med radarbaseret afstandsmåler.
Den nye Magnum kører fremragende og er et godt og behageligt alternativ, når der skal køres langt. Renault Trucks forventer et salg på 10.000 nye Renault Magnum om året – så al snak om Magnums død er overdrevet.
Skulle man drømme lidt, måtte Magnum godt forsynes med 16 liters motoren fra Volvo Powertrain i den rigtige treakslede trækkerversion med almindelig nordisk bogie, som man allerede i forvejen overvejer at sætte i produktion.
Så ville man have den helt rigtige Renault-lastvogn, til at køre i Norden som trækker for et 60 ton modulvogntog.
--------------------
Der er god plads i en MagnumSelv om Renaults flagskib blev introduceret helt tilbage i begyndelsen af 90’erne og mange for længst har afsagt dødsdommen over den aldrende lastvognsserie, kører den bare videre. Og den kører endnu mere komfortabelt end tidligere, og den hører stadig til i topklassen, når det gælder lastvogne til fjerntransport.
Med introduktionen af den nye faceliftede udgave New Dimension har Magnum igen fået forlænget livet. Det i forvejen store førerhus er blevet endnu større, skabsarrangementer er blevet bedre og der er kommet bedre sæder og køjer til.
Skabene giver gode muligheder for at føreren kan stuve sine ting af vejen og holde førerhuset ryddet under kørslen. Alene de fem skabe oppe over forruden rummer 275 liter, mens den øverste nye hylde over køjen kan rumme 95 liter. Den er konstrueret som en gennemskåret beholder og kan drejes, så det er nemt at komme til at lægge f.eks. sengetøj i.
Førerhusets tag er hævet, så den indvendige højde nu er 2,07 meter. Faktisk er Magnum blevet en rigtig moderne arbejdsplads for en chauffør, der skal køre gennem mange lande og over lange afstande.
Nogen vil måske være kede af den gammeldags indstigning på en Magnum, men personligt har jeg altid syntes det er ok, fordi det er en tilvænningssag. Skal vognen anvendes til distributionskørsel, bør man dog nok overveje, at vælge en Premium i stedet.
Til gengæld er det flade gulv, den gode plads, de gode sæder og køjer samt det fremragende udsyn forhold, der er med til at gøre livet mere komfortabelt for føreren på langture.