Der er mulighed for at få dispensation til dele af det tyske vejnet.
Af Gwyn Nissen
Landegrænse - stop her!
Når Danmark til efterår tager hul på modulvogntogsforsøget er hele Norden kædet sammen til at tage imod de 25,25 meter lange lastbiler. Men ved landegrænsen til Tyskland stopper modulvogntogene. Tyskerne er nemlig ikke med i forsøget. Men måske åbnes der en bagdør for modulvogntogene.
Slesvig-Holstens trafikminister Dietrich Austermann ser ganske vist ikke nogen chance for, at Tyskland kommer med i forsøget, men der er mulighed for at få dispensation.
- Vi har i dag 4-5 virksomheder, der har dispensation, til at køre med større køretøjer, og vi vil se på de danske henvendelser, der måtte komme, siger Dietrich Austermann.
- Det afhænger altid af, hvilken strækning lastbilerne skal køre. Mange broer, veje og rundkørsler er ikke bygget til så store lastbiler, og derfor vil vi vurdere fra sag til sag, siger Austermann.
Han er dog skeptisk med hensyn til at få tilladelser fra grænsen helt til Hamborg havn, da også landsdelen Hamborg vil skulle involveres i en sådan dispensation.
- Men vi må se på sagen, når vi får en henvendelse, siger den slesvig-holstenske trafikminister.
Og sagerne kommer - det er formanden for International Transport Danmark, Mogens Therkelsen, sikker på.
- Det er helt klart noget, vi skal afprøve, siger han.
Trafikminister Carina Christensen understreger, at hun gennem EU og bilaterale møder fortsat lægger pres på de europæiske kolleger, for at få forsøget udbredt til resten af Europa.
- Vi arbejder for både større vogntog og større vægtgrænser end de nuværende fællesskabsregler giver mulighed for, siger hun.
FaktaDispensation
Vejen til dispensation for modulvogntog i Slesvig-Holsten går via det såkaldte Landesbetrieb für Strassenbau und Strassenverkehr i Kiel under det slesvig-holstenske erhvervs- og trafikministerium.
Myndigheden behandler ansøgningerne, men den slesvig-holstenske trafikminister gav forleden i Padborg tilsagn om, at han personligt ville se på sagerne, når de måtte komme.
Myndigheden kan nås via internettet på www.lbv-sh.de – siden er dog kun på tysk.