Folketinget har vedtaget en række ændringer i loven om færgefart.
Det sker på baggrund af de indrømmelser, som EU-Kommissionen er kommet med efter henvendelse fra den danske transportminister.
Lovændringen åbner blandt andet for, at den enkelte kommune fremover i højere grad kan vurdere, hvordan færgebetjeningen bedst kan tilrettelægges.
På de færgeruter, hvor der i dag ydes offentlig betaling, bliver det muligt at tildele eneret eller opstille særlige betingelser, så en konkurrerende færgefart f.eks. ikke sætter ind i højsæsonen med mange rejsende og ”skummer fløden”.
Desuden vil kommunerne fremover i enkelte tilfælde have mulighed for selv at varetage færgedriften. Det kan blive en mulighed, hvis det viser sig vanskeligt, at tiltrække tilstrækkeligt kvalificerede bud enten kvalitetsmæssigt eller prismæssigt på den kommunale færgefart.
- Jeg håber, at kommunerne vil udnytte de muligheder, lovændringen giver til at indrette færgedriften i den konkrete situation på en måde, så man opnår den billigste og bedste færgebetjening for ø-samfundet og borgerne i lokalområdet, siger transportminister Carina Christensen.