ETU Forsikring markerer et års fødselsdag og inviterer på ”rådhuset”.
Forsikringsselskabet, der har specialiseret sig inden for blandt andet transport, har haft vokseværk i sit første leveår. Det markeres med en reception på fredag, den 20. juni, kl. 12-15 hvor kunder, forretningsforbindelser, naboer og venner af huset kan se det nye domicil, som er indrettet i Rødekro Kommunes tidligere rådhus.
ETU Forsikring har i dag 26 ansatte og 1. juli begynder yderligere fem medarbejdere. ETU Forsikring hjælper vognmandsbranchen med at forsikre gods og lastbiler samt private med forsikring af bil, hus, campingvogn, båd og indbo mm. Porteføljen er vokset med 40 procent måned for måned og nåede det første år at stige fra nul til 52,3 millioner kroner. I 2008 ventes porteføljen at overstige 130 millioner kroner. Selskabet har fået 22.000 kunder.
- Vi er stolte af at være kommet så langt på så kort tid, siger direktør Peer Heitmann Madsen. Vores medarbejdere har vist sand vilje og pionerånd til at hjælpe kunderne og få hele administrationen til at køre som smurt. Væksten har givet travlhed, men de har klaret det flot.
Selskabet ønsker sig i øvrigt ikke gaver – men derimod, at gæsterne giver penge til Julemærkehjemmet.