Succes: Øresundbron forbinder det danske og det svenske arbejdsmarked.
Af Finn Bruun
Da man for flere årtier siden fostrede ideen om en integreret Øresundsregion talte man om en ”Ørestad” – ikke i form af den nuværende og kommende københavnske bydel Ørestaden - men som et dansk-svensk kraftcenter. Det skulle dengang omfatte 2,4 millioner veluddannede indbyggere – i dag 3,6 millioner - der til slut dannede én stor bymæssig enhed med masser af viden og innovation. Og den udløsende faktor skulle være en bro.
Helt så langt er man ikke nået endnu – det er nemlig en både administrativt og politisk kompliceret opgave.
Men Jakob Vestergaard peger på, at integrationen går fint – især på arbejdsmarkedet, hvor svenskere i høj grad tager over broen for at arbejde i København. Og trafikken går begge veje, idet mange danskere har bosat sig i Malmø-området.
- Pendlertrafikken har overgået vores vildeste forventninger, siger Jakob Vestergaard.
I 2007 tog 18.000 personer dagligt over broen for at arbejde eller studere på den anden side, hvilket er 31 procent mere end i 2006. Øresundsbron forventer, at 56.000 personer vil pendle dagligt mellem Malmö og København i 2025 – eller cirka tre gange så mange som i dag.
Alle regner nemlig med, at København og det øvrige Sjælland inden for få år vil opleve massiv mangel på arbejdskraft, hvilket vil skabe et lønpres i Danmark.
Da arbejdskraftmanglen og dermed lønpresset er mindre på den svenske side, vil det yderligere styrke det økonomiske incitament til at arbejde i København, hvis man er bosiddende i Sverige, fremgår det af prognosen. Den viser også, at både befolkningen og beskæftigelsesfrekvensen vil stige i Malmø-området.
FactsSe – en svensker
2007 fik mere end 6.600 svenskere for første gang nogensinde et job i Danmark. Det er en stigning på 85 procent i forhold til 2006.