Udsigten til massiv chaufførmangel i Tyskland får brancheorganisationerne BGL og SVG til at gå sammen om en hvervekampagne.
Omkring 30 procent af de tyske lastvognschauffører går på pension inden for de næste 10 år. Samtidig har nedskæringer og omlægningen af værnepligten reduceret hovedkilden til ’store kørekort’ i Tyskland til under det halve af tidligere tiders niveau.
Derfor er transportorganisationerne SVG Bundes-Zentralgenossenschaft Straßenverkehr eG (SVG) og Bundesverband Güterkraftverkehr Logistik und Entsorgung (BGL) nu gået sammen om en stor rekrutteringskampagne, der skal tiltrække unge til erhvervschaufføruddannelserne.
Kampagnen ’Zeig dein Profil’ skal præsentere landtransportbranchen og chaufførjobbet som et alsidigt, moderne og fremtidssikkert erhverv. Kampagnen er målrettet til både unge mænd og kvinder.