Shippingfirmaet Niels Winther i Esbjerg kan fejre 10 års succesrigt samarbejde med den italienske rederigigant Grimaldi Lines.
Grimaldi Lines Euro-Med Service og Niels Winther har siden 1998 haft en fast linietrafik, der har sikret transportcentret ved Vadehavnet en stærk placering og logistik mellem 26 havne i 16 lande.
- Resultatet blev ikke alene indhug i et fragtmarked, der var stærkt domineret af basishavnene i København og Århus, men også et koncept med hidtil uset tonnage i direkte linjetrafik med optimal frekvens og korte transit-tider – fra Sverige i nord til Egypten i Syd. Ruten har på kun ti år udviklet sig til en solid stor gevinst for Esbjerg, og den er allerede havnens næstældste, siger adm. dir., Henrik Otto Jensen, Niels Winther.
- Ti år ikke er lang tid. Men historisk set kan vi konstatere, at mange har forsøgt sig med så negative resultater, at vi kun overgås af DFDS, der til gengæld har drevet ruterne til UK helt siden 1875. I så henseende har vi jo langt igen. Men alt i alt finder vi absolut grund til at markere, at Euro-Med Service har bidt sig fast, siger Henrik Otto Jensen.
Grimaldi Euro-Med Service anløber Esbjerg hver tirsdag med fem af verdens største ro/ro multipurpose-skibe. De 181 meter lange og 32,25 m brede skibe med 11 dæk medtager alle typer gods.
Skibene ”Grande Europa”, ”Grande Scandinavia”, ”Grande Ellade”, ”Gran Bretagna” og ”Grande Mediterraneo” kaldes populært ”flydende lagerhoteller” og er en meget vigtig del af søtransportens europæiske infrastruktur.
- Euro-Med Service rækker desuden ud over Europa, fordi Grimaldi via rederiets multiterminal i Antwerpen forbinder Esbjerg som feederhavn med Sydamerika og Vestafrika. Vi kan som de eneste afsende containere, ro-ro gods projektlaster direkte fra Danmark til disse fjerne destinationer, siger Simon Helsing, der er salgschef hos Niels Winther.
Siden starten med en kapacitet på 70.000 BT (fordelt på to skibe) er kapaciteten næsten firedoblet til 275.000 BT fordelt på fem skibe.
Især containergodset er i fremgang og der fragtes på årsbasis i alt cirka. 4.000 TEU. Biler udgør kernen i trafikken med hen imod 400 biler pr. uge.