Reduceret bookinggebyr til bureauer

Af Henrik Kleis, Advokatfirmaet DELACOUR

Vederlag eller ej: Efter SAS er nu også KLM frifundet i sag om fortolkning IATA-aftaler.

Den internationale luftfartsorganisation IATA (International Air Transport Association) beskæftiger sig bl.a. med at udstikke vigtige og nyttige guidelines for naturligvis først og fremmest IATAs egne medlemmer, og det er både inden for gods- og passagertransport.

IATAs master airway bill anvendes over alt i verden, og således har IATA med en af sine seneste resolutioner (600b) ændret på betingelserne med virkning fra 17. marts 2008. Alle, der betjener sig af luftfartbrevene, bør notere sig de ændringer, der er kommet og som på det aller seneste i maj er blevet bakket op af den internationale speditørforening FIATA.

Disse ændringer er dog ikke emnet for dagens artikel, men skal blot nævnes i forbifarten. Det er derimod FIATA resolution 824, Passenger Sales Agency Agreement (Version II), der i pkt. 9 har følgende indhold:

”9. Remuneration: For the sale of air transportation and ancillary services by the Agent under this Agreement the Carrier shall remunerate the Agent in a manner and amount as may be stated from time to time and communicated to the agent by the Carrier. Such remuneration shall constitute full compensation for the services rendered to the Carrier.”

IATA’s resolution 016a fastslog før 1991, at agenterne skulle vederlægges med en provision på 9 procent af prisen på internationale flybilletter, mens provisionen på indenrigsrejser blev fastsat af det enkelte flyselskab og i Danmark oprindelig var 8 procent og senere blev nedsat til 5 procent.

På baggrund af Europa Kommissionens beslutning nr. 91/480/EF af 30. juli 1991, der gav IATA’s Passenger Agency Programme individuel fritagelse efter Artikel 81, stk. 1, EF (tidligere artikel 85), blev resolution 016a ændret ved resolution 004, således at forpligtelsen til at betale 9 procent i provision blev ændret til kun at være en anbefaling herom.

Aftalen har i de senere år givet anledning til nu to retssager - først en sag, hvor SAS var sagsøgt, og nu på det aller seneste har Sø- og Handelsretten truffet afgørelse i en sag anlagt mod KLM.

Efter at resolution 016 a og resolution 004 udløb den 1. august 2000, havde de enkelte flyselskaber reduceret eller fjernet rejsebureauernes provision og var i stedet gået over til nettopriser, således at flyselskabet ved eget salg til slutkunder lagde et gebyr, hvis størrelse afhang af den ydede service, til den nettopris, som anvendtes over for agenterne.

SAS afskaffede pr. 1. januar 2003 agentprovisionen i forbindelse med en tilsvarende nedsættelse af billetpriserne, og samtidig indførte SAS en ordning med nettopriser, hvortil der ved SAS’ eget salg direkte til slutkunden blev lagt et gebyr, hvis størrelse afhang af bestillingskanalen og serviceniveauet.

Ved bestilling via internettet var gebyret i Danmark 25 DKK (fra 1. juli 2004 dog 75 DKK) for indenrigsbilletter og 125 DKK for andre billetter. Ved bestilling via et salgscenter var gebyret 50 DKK og 100 DKK for henholdsvis indenrigsbilletter til economy class og business class (fra 1. juli 2004 henholdsvis 100 DKK og 150 DKK).

For andre billetter var gebyret ved bestilling via internettet 100 DKK (fra 1. juli 2004 125 DKK), og ved bestilling via et salgscenter mellem 275 og 650 DKK (fra 1. juli 2004 mellem 300 og 675 DKK), alt afhængig af befordringsklasse og destination.

Danmarks Rejsebureau Forening anlagde sag mod SAS ved Østre Landsret som mandatar for rejsebureauet Wasteels Rejser A/S med påstand om, at SAS blev dømt til at anerkende, at SAS’ indførelse af denne nettoprissætning var udtryk for en overtrædelse af SAS’ forpligtelser i henhold til § 9 i Aftalen.

Højesteret frifandt SAS for den nedlagte påstand om, at SAS havde overtrådt Aftalens pkt. 9, med følgende begrundelse:

”Det fremgår af pkt. 9, 1. pkt., i [Aftalen] …, at flyselskabet selv fastsætter størrelsen af agentens vederlag og den måde, på hvilken vederlæggelsen sker. I pkt. 9, 2. pkt., bestemmes, at vederlaget »skal udgøre fuld kompensation for det arbejde, der er ydet til flyselskabet.«

Denne bestemmelse kan ikke forstås således, at agenten har krav på et vist mindste vederlag, der giver dækning for agentens omkostninger, men må forstås som alene sigtende til, at agenten ikke kan gøre krav på yderligere vederlag for det udførte arbejde.

Den »nettoprissætning«, som SAS indførte med virkning fra den 1. januar 2003, må ses i lyset af den tekniske udvikling, der bl.a. muliggør bestilling af flybilletter via internettet, og den skærpede konkurrence mellem flyselskaberne.

Nettoprissætningen indebærer, at SAS ikke længere betaler vederlag til agenterne i form af provision. Ordningen indebærer imidlertid samtidig, at SAS ved eget salg til slutkunder lægger et gebyr, hvis størrelse afhænger af den ydede service, til den nettopris, som anvendes over for agenterne. Nettoprissætningen er således et udtryk for, at agenterne i forhold til SAS' egne salgspriser opnår en rabat, og Højesteret finder, at SAS herved må anses at yde vederlag til agenterne i overensstemmelse med pkt. 9 i [Aftalen]. …”

KLM Royal Dutch Airlines (i det følgende: KLM) var pr. 1. juli 2003 ligeledes gået over til at anvende nettopriser, hvortil der ved KLM’s eget salg direkte til slutkunden via internettet blev lagt et gebyr på 150 DKK og ved salg via et call-center på mellem 300 og 700 DKK, alt afhængigt af befordringsklasse og destination.

Den 10. August 2005 har KLM udsendt en pressemeddelelse (sagens bilag 1) om den nedsættelse af bookinggebyrerne, som sagen angår, og som trådte i kraft i midten af september 2005. Ifølge pressemeddelelsen udgør gebyret ved KLM’s eget salg direkte til slutkunden via internettet herefter 10 DKK med tillæg af 40 DKK ved betaling med kreditkort (i modsætning til betaling ved brug af Dankort, der er et betalingskort), og ved salg via et call-center er gebyret på mellem 250 DKK og 650 DKK, afhængigt af befordringsklasse og destination.

Andre flyselskaber opkrævede ved booking via internettet pr. august 2006 følgende gebyrer: Delta Airlines/Continental: 0 DKK. British Airways: 40 DKK. Air France: 50 DKK. SAS, Brussels Airways og Austrian Airways: 75 DKK. Lufthansa og Iberia: 100 DKK. Swiss 100/150 DKK.

Senior Rejser A/S blev i 1988 akkrediteret som salgsagent for IATA og underskrev i forbindelse hermed den ovennævnte aftale, som regulerer forholdet mellem salgsagenten og de enkelte flyselskaber, og hvis indhold fra tid til anden ændres ved IATA resolutioner.

Danmarks Rejsebureau Forening anlagde som mandatar for Senior Rejser A/S for Sø- og Handelsretten påstand om, at KLM skulle anerkende, at den reduktion af bookinggebyret, som KLM havde indført, og som var beskrevet i sagens bilag 1, var udtryk for en overtrædelse af KLM’s forpligtelser i henhold til pkt. 9 i IATA Passenger Sales Agency Agreement (i det følgende: Aftalen), og at KLM ikke kunne sænke sin rabat til Senior Rejser i henhold til den af KLM anvendte ”nettoprissætningsmodel” til under 75 DKK eller et efter rettens skøn fastsat lavere beløb. KLM havde påstod frifindelse.

Rejsebureauforeningen gjorde under sagen gældende, at flyselskaberne ifølge Aftalens pkt. 9 er forpligtet til at yde IATA’s salgsagenter, rejsebureauerne, et vederlag.

Når flyselskabet anvender nettopriser i forhold til sine salgsagenter, må der være en grænse for, hvor lille en rabat flyselskaberne kan yde uden at overtræde sin forpligtelse efter Aftalens pkt. 9, og en rabat på 10 DKK giver ikke rejsebureauet mulighed for at beregne sig et tilstrækkeligt vederlag for salg af flyselskabets billetter.

Den rabat, som KLM ydede sine agenter, stod ikke i rimelig sammenhæng med det arbejde, som rejsebureauet udførte i forbindelse med salget af billetten, og rabatten på 10 DKK måtte anses for et symbolsk og ikke et reelt vederlag.

Det gjorde ingen forskel, at rejsebureauet ikke var afskåret fra at opkræve gebyr hos kunden for særlige ydelser til denne, idet rejsebureauet skulle konkurrere med flyselskabet og derfor var nødt til at følge samme priser som dette.

Højesterets dom af 3. september 2004 skulle efter foreningens opfattelse ses i sammenhæng med, at SAS ydede en reel rabat på mellem 100 og 650 DKK. Den rabat, som KLM ydede, var væsentligt mindre, og det var uden betydning, at KLM ydede større rabat end de 10 DKK på visse billetter.

KLM’s advokat gjorde i retten gældende, at KLM’s nedsættelse af bookinggebyret skulle ses i sammenhæng med det øgede antal bookinger, som foregik via internettet, og med, at KLM kun havde et meget begrænset arbejde i forbindelse med sådanne bestillinger.

Senior Rejser kunne i forhold til sine kunder ikke blot fastsætte et gebyr svarende til den rabat, som Senior rejser opnåede hos KLM, men kunne derudover tillige opkræve et yderligere gebyr til dækning af de ydelser, som Senior Rejser leverede til kunden, og som gik ud over de ydelser, som KLM leverede.

Advokaten henviste til, at Højesteret i sin dom af 3. september 2004 har fastslået, at Aftalens pkt. 9 ikke gav agenterne ret til at kræve vederlag af en bestemt størrelse, men alene fastsatte, at agenterne ikke kunne forlange yderligere vederlag for deres salg af billetter for flyselskaberne end vederlaget fra flyselskabet.

KLM’s bookinggebyr adskilte sig ikke væsentligt fra det gebyr, som andre selskaber opkrævede, og som også forudsætningsvis var godkendt ved Højesterets dom af 3. september 2004.

Sø- og Handelsretten startede med at lægge til grund, at KLM som nævnt i pressemeddelelsen af 10. August 2005 nedsatte bookinggebyret fra 100 kr. til 10 kr. ved betaling med dankort og 50 kr. ved betaling med kreditkort, idet KLM ønskede at satse på at nedsætte sine priser for derved at øge sit internetsalg og dermed på sigt reducere sine udgifter ved salg via andre salgskanaler.

Der skete derimod ikke nogen ændring af den rabat, som KLM betaler til rejsebureauerne bl.a. i tilfælde, hvor billetter udstedes via et call-center, og rejsebureauerne modtager således fortsat en rabat på op til 650 kr. ved salg gennem et call-center, hvorimod de ved salg gennem internettet kun får en rabat på 10, henholdsvis 50 kr., alt efter betalingsformen.

Det bemærkes herved, at Senior Rejser kun i begrænset omfang benytter sig af bestillinger via internettet, og at der ikke er noget til hinder for, at Senior Rejser opkræver betaling af sine kunder for ydelser, der går ud over den blotte booking.

Højesteret havde i sin ovennævnte dom af 3. september 2004 udtalt, at Aftalens pkt. 9 ikke kunne forstås således, at agenten havde krav på et vist mindste vederlag, der gav agenten dækning for sine omkostninger, og at indholdet af bestemmelsen alene var, at agenten ikke kunne gøre krav på yderligere vederlag fra flyselskabet for det udførte arbejde.

Den ændring af vederlæggelsen, som KLM’s omlægning medførte, måtte efter Sø- og Handelsrettens opfattelse - ligesom den tidligere omlægning til nettoprissætningsmodellen, som var til påkendelse i den nævnte højesteretsdom - ses i lyset af den tekniske udvikling, der havde medført, at flybilletter i stadigt stigende omfang blev booket direkte hos det pågældende flyselskab via internettet, og at der ikke for flyselskabet var noget særligt arbejde forbundet med at håndtere sådanne bestillinger, når bestillingssystemet var anskaffet og sat i drift.

Arbejdet med at udstede billetten var således fuldstændig automatiseret, idet edb-systemerne automatisk sendte en elektronisk billet til bestilleren, og arbejdet for flyselskabet bestod således navnlig i at drive edb-systemet, der gjorde bestillingen mulig, og i at modtage bestillerens betaling.

At KLM’s bookinggebyr var forskelligt, alt efter om bestilling skete via Dankort eller via kreditkort, skulle ses i sammenhæng med, at der for flyselskabet var større udgifter forbundet med at modtage betaling via kreditkort end via Dankort.

Herefter, og idet KLM’s bookinggebyr ikke væsentligt adskiller sig fra det bookinggebyr, som andre store flyselskaber yder til deres agenter, frifandtes KLM af Sø- og Handelsretten på samme måde, som SAS i sin tid blev frifundet af Højesteret.