Vognmand Christian Jensen, Frederikshavn, fylder 70 år.
Vognmanden fra Asaa er ikke kun respekteret for sin veldrevne transportvirksomhed med speciale i fisketransporter, men også for sine markante holdninger.
Det er ofte sagt om Christian Jensen, at han er enten elsket eller hadet for sine synspunkter. Det kan der være noget om. Den farverige formand nyder rollen som klassens frække dreng i spidsen for foreningen Frie Danske Lastvognmænd. Han gør det med humør og et glimt i øjet, men også med en fandenivoldskhed, der gør, at man ikke kan andet end have respekt for det engagement og den glød Christian Jensen lægger i organisationsarbejdet.
Han har som formand fået FDL med til forhandlingsbordet, når der skal slås store og små slag for transportbranchen og han er beviset på, at alder ikke er nogen hindring i forhold til nytænkning – både derhjemme i virksomheden og i FDL. For egentlig ville han slet ikke være blevet ved så længe – men på den anden side, kan han heller ikke lade være. Christian Jensen brænder for erhvervet – også i en alder af 70 år.
Holdningerne førte til, at Christian Jensen en overgang sad i Folketinget som afløser for Kirsten Jacobsen og Fremskridtspartiet, og hans klare røst blev også hørt, da han åbenlyst forklarede, hvordan køre- hviletidsreglerne fungerer i dagligdagen. Det førte i 1995 til danmarkshistoriens største bøde i den kategori for i alt 389 overtrædelser. Men sådan var virkeligheden – ikke kun i Nordjylland, selv om det kun var Christian Jensen, der måtte op med den store pung.
Dagen markeres ved en reception lørdag, den 7. juni, fra kl. 11 til 15 hos Transport Center Nord ved Statoil på Nordvej 12, Vangen, Frederikshavn.
Foto: Preben Skjøth