Vejdirektoratet udbyder nu den første delopgave i det samlede projekt, der omfatter første etape af Frederikssundmotorvejen frem til Motorring 4 og den resterende del af Motorring 3.
Det drejer sig om en ny motorvejsbro, der skal føre en 2-sporet rampe mod Frederikssundmotorvejen over M3's fremtidige sydgående spor.
Med denne delopgave tager Vejdirektoratet hul på en stribe kommende udbud i forbindelse med det store vejprojekt, der skal munde ud i en færdigudvidet M3 fra tre til seks spor og første etape af en ny motorvej til Frederikssund.
6. maj i år annullerede Vejdirektoratet det samlede udbud på projektet, da prisen på de indkomne to bud lå væsentlig over det forventede resultat. Ved at bryde projektet op i mindre dele og adskille broarbejder fra vejarbejder forventer Vejdirektoratet, at kunne tiltrække flere interesserede tilbudsgivere til opgaverne. Og dermed opnå en lavere pris.
Interesserede kan læse mere om udbuddet på www.vejdirektoratet.dk/udbud.