Danmarks Transport-Tidende tester: Fiat Croma Stationwaggon har fået et tiltrængt facelift
Af Lars Lassen
Fiats topmodel Croma har levet en forholdsvis anonym tilværelse på grund af et lidt for diskret og strømlinet design. Det har Fiat gjort noget ved med et facelift, der giver Croma lidt mere karakter i fronten, med en skarpere lygteprofil, et mere maskulint kølergitter og lidt mere muskuløse former i front.
Samtidig har Fiat øget fabriksgarantien til fem år (maks 250.000 kilometer).
Dermed burde den nye Fiat Croma StationWaggon være mere end en forbigående overvejelse værd.
Ikke mindst fordi listen over standardudstyr er ganske fyldig og både køreegenskaber og komfort ligger i den pæne ende.
MuskelbundtFiat Croma Stationwaggon Van leveres kun med to motorvarianter. En 4-cylindret 1.9 liters commonrail diesel med enten en 6-trins manuel gearkasse eller automatgear og så testbilens kraftfulde 5-cylindrede 2.4 liters commonrail diesel, der giver Croma et solidt kraftoverskud på 200 hk og et drejningsmoment 400 Newtonmeter.
Det betyder at man med sindsro kan spænde en solid portion pik-pak på krogen. Croma StationWaggon må trække 1,5 tons, hvis der er bremser på traileren, men kun 700 kilo uden bremser. Der er rigeligt motorkraft til både trailer og bilens egenvægt på godt 1500 kilo.
Varerummet har en volumen på skønnet 1,6-1,8 kubikmeter og adgangsforholdene er rimelige for en stationcar.
Automatgearet virker velafstemt med motoren, men skifter gear i et let adstadigt tempo.
LangfartDer er rigtig god plads i kabinen og de fleste bør uden problemer kunne finde en god kørestilling ved indstilling af førersæde og rat.
Interiøret lever langt hen ad vejen op til Cromas image som Fiats topmodel. Men det virker lidt for anonymt, og så leverer betjeningen af kontakter og eksempelvis viskerarm ikke helt den fornemmelse af godt kram, som man forventer i denne bilklasse.
Testbilen – der er topmodellen - koster nemlig lige under en halv million kroner på hvide plader.
Vi startede testugen med flere dages bykørsel. Her var køreoplevelsen lidt blandet, men da vi tog Fiats topmodel med på langfart, så hentede bilen rigtigt mange af de tabte point hjem igen.
Selv i basisudgaven er udstyrsniveauet højt, med syv airbags, ESP med hill-holder funktion, aircondition og naturligvis el-rudehejs og elektrisk justerbare sidespejle, for blot at nævne et udpluk fra listen over standardudstyr.
Fiat Croma StationWaggon er et ganske hæderligt bud på en arbejdsbil til langfart, hvor den leverer bundsolid komfort og køreegenskaber.
Faceliftet har hjulpet ganske pænt på modellens lidt anonyme ydre. Men en knivspids italiensk temperament ville stadig pynte gevaldigt på den diskrete Fiat.