Iveco har introduceret Allison-transmissioner som mulighed til alle lastvognsserierne.
Af Finn Bjerremand
Nu kommer de fuldautomatiske gearkasser med hydrauliske momentomformere for alvor ind på feltet med tunge lastvogne.
Iveco har som den første europæiske lastvognsproducent valgt at introducere Allisons program af transmissioner med hydraulisk momentomformer i sine lastvognsprogammer, startende helt nede fra den mindste EuroCargo op til Stralis med Cursor 8 motor på 360 hk. Det sker mens mange konservative vognmænd og chauffører stadig vælger manuelle gearkasser til deres lastvogne.
I Sverige er det dog ikke usædvanligt, at en Scania-ejer får leveret sin nye Scania-lastvogn med en Allison-transmission.
Allison markedsfører fire hovedversioner af de automatiske gearkasser med hydraulisk momentomformer til tunge lastvogne.
Det er 1000-serien, som dækker op til 9 ton totalvægt, 2000-serien, som dækker op til 15 ton, 3000-serien op til 400 hk og endelig 4000-serien, der kan klare op til 700 hk, dog begrænset af et maksimalt drejningsmoment på 2576 Nm. 4000-serien, der er udviklet til de helt tunge køretøjer, leveres med op til syv trin i fremadgående retning.
EffektivitetFordelen ved en Allison-løsning er, at transportopgaverne kan klares med mindre motorer og med mindre brændstofforbrug i forhold til lastvogne med en almindelig, manuel betjent gearkasse.
Dertil kommer mindre stres til chaufføren og dermed øget trafiksikkerhed.
Det er specielt ved igangsætninger og behov for hurtig acceleration, at Allison-gearkassen med den hydrauliske momentomformer har sin store force.
Derfor er Allison-transmissioner allerede udbredt til renovationsvogne, som har behov for at sætte i gang mange gange i løbet af en dag, og brandbiler, der skal kunne accelerere hurtigt.
Billig i drift
Allison fremhæver, at vedligeholdelsesomkostninger er mindre - både fordi der ikke er nogen almindelig kobling, som slides, og resten af drivlinjen bliver ikke udsat for voldsomme påvirkninger ved igangsætninger på skrånende underlag m.v.
ForsøgAllison har sammen med Iveco lavet et forsøg med to lastvogne. En Eurocargo 180E30 med manuel gearkasse og en 180E26 med fuldautomatisk Allison-transmission har gennemkørt en lille rute med både bakke og vendeoperationer på Ivecos testbane i Torino.
Vognen med Allison-transmission klarede turen på 1 minut og 25 sekunder, mens vognen med den lidt større motor og almindelig gearkasse bruhgte 1 minut og 46 sekunder.
En stor tidsforskel, hvis man ganger det op til en almindelig arbejdsdag med f.eks. citydistribution. Ved start og stop holder vognen med Allison-transmissionen en højere gennemsnitshastighed – og ifølge Allison med et mindre brændstofforbrug.