Grontmij | Carl Bro har lavet omfattende tilstandsrapport af det danske vejnet.
Konklusionen er, at ganske vist står det skidt til med de danske veje., Men ikke så skidt, at de ike kan reddes, og ikke så skidt, som det tidligere har været nævnt.
- Den diskussion, der har været ført i pressen, har hidtil skabt mere uklarhed end klarhed. Jeg har læst om et ”vedligeholdelsesefterslæb” på 14 milliarder kroner for de danske kommunale veje. Det svarer til at lægge et knap to centimeter tykt lag asfalt på samtlige kommunale veje i Danmark. Og så slemt står det altså ikke til, siger Grontmij | Carl Bros administrerende direktør Birgit W. Nørgaard i forbindelse med konferencen ”Penge til veje”.
Grontmij | Carl Bros beregninger viser, at efterslæbet snarere udgør 6-7 mia. kr.
- Tallet fremkommer ved at beregne behovet for vedligeholdelse ud fra, hvad der er økonomisk mest fordelagtigt. Det er meget dyrt at undlade at vedligeholde, men det er også dyrt at vedligeholde for meget,” påpeger markedschef for Grontmij | Carl Bro Vejmanagement, Jørn R. Kristiansen.