Premiere: ETU Forsikring er tilfreds med sit første regnskabsår, som gav et mindre underskud. 40 procent af porteføljen er på transportområdet.
Af Gwyn Nissen
Fra nul til 52,3 millioner kroner på et år: Væksten i det nye forsikringsselskab ETU må betegnes som en succes - der endda imponerer bagmændene selv.
- Vi havde forventet et større underskud og at vi skulle gå i nul i år to. Nu forventer vi et overskud allerede i andet år, siger administrerende direktør Frank Jørgensen.
Underskuddet på 1,3 millioner kroner er bedre end forventet, idet selskabet har medtaget alle etableringsomkostninger i det første år.
Porteføljen ventes at vokse til 110-140 millioner kroner i år. I dag er 40 procent af selskabets portefølje på transportområdet, mens den resterende del er privatforsikringer. I 2008 ventes porteføljen at vokse med nye erhverv, lige som forretningen på de to eksisterende områder forventer vækst.
- Det har været naturligt for os at begynde i transportbranchen, for det er der, vi har vores ekspertise, siger grundlæggeren Peer Heitmann Madsen.
Frank Jørgensen understreger at ETU ikke er et sønderjysk forsikringsselskab.
- Vi har kunder i hele landet og vi har også etableret os i Norge, siger direktøren. Men det er da ikke til skade at være placeret i Sønderjylland. Det er med til at holde vores omkostninger nede, da lønninger, husleje og lignende er væsentligt billigere end i hovedstaden.
ETU benytter sig af agenturer og har for tiden otte salgsagenter. Det net skal udvides i det kommende år for at sætte yderligere skub i væksten.
FactsETUETU blev stiftet i 2007 af Peer Heitmann Madsen, der har været i forsikringsbranchen i 25 år. Siden begyndelsen af 90erne har han været selvstændig forsikringsmægler med speciale i transporterhvervet.
ETU har 25 medarbejdere og holder til i Rødekro i Sønderjylland, hvor selskabet har overtaget det tidligere rådhus. Her er der indvielse 13. juni.